lørdag den 9. april 2016

Duften af litteratur


Jeg har investeret i to lys, der simpelthen dufter af litteratur. Det ene af bibliotek, det andet af boghandel. Det er onlinebutikken Frostbeard på Etsy.com, der sælger disse duftlys, som alle er inspireret af bøger og disses fiktive indhold. Mulighederne er mange, og nogle af de lys, jeg virkelig er nysgerrig efter at dufte til, er lys som Hatter’s Tea Party, der indeholder noter af Bergamot og cookie og garanteret leder tankerne mod det absurde teselskab, Reading at the Cafe, der i bedste caféstil sender en duft af ristet kaffe, chokolade og kage ud i rummet, og sidst men bestemt ikke mindst Headmaster’s Office, der med duften af cedertræ, vanilje, pejs og citron skulle dufte nøjagtigt som Dumbledores kontor!
Tanken om at tænde et lys, hvorefter den fiktive verden åbner sig for sanserne, er fantastisk, og lysene vil helt sikkert fuldende enhver læsesituation og gøre det godt som nips i bogreolen. 
Det er ikke kun fiktive steder, lysene bringer hjem i stuen. Også duften af boghandel, gamle bøger, bibliotek og bogorm kan fås på glas. I første omgang var der ingen tvivl om, at duften af gamle bøger skulle med i min bestilling, men eftersom lysene mildest talt er dyre, er det et sats at vælge, hvilke der skal sendes mod Danmark, og netop dette lys har fået blandede anmeldelser, hvorfor jeg i stedet valgte den populære duft af boghandel samt duften af bibliotek – en duft jeg virkelig elsker og var spændt på, og som ikke duftede, som jeg forventede.
Lysets etikette bærer et løfte om duften af Oxford Library, et sted jeg aldrig har været, men som jeg troede, jeg vidste hvordan duftede. Idet man skruer låget af lyset, dufter det først og fremmest af cologne, ikke en duft jeg forbinder med et bibliotek. Tændes lyset, synes jeg, det dufter en smule af citrus, en duft der dog ikke indgår i beskrivelsen. Lyset skulle dufte af slåenlav, rav, sandeltræ og læder. Tilsammen ved jeg ikke, hvordan disse vil dufte, men måske som lyset dufter. Det er en interessant duft, men jeg synes ikke, der dufter af bibliotek i min stue, når jeg har haft det tændt. 
Ud over duften af bibliotek købte jeg duften af boghandel. Opskriften på duften af boghandel lyder: drivtømmer, mahogni, kaffe og et hint af læder. Jeg kan sagtens fornemme en svag duft af kaffe i duften, der i min næse rammer tættere på den intenderede duft end det andet lys. En boghandel kan rumme mange dufte, og jeg synes blandt andet, at lyset dufter af nyt papir, måske ligefrem duften af brochurer – på den gode måde.  




At købe disse lys var en vanvittig idé, som på ingen måde kan forsvares økonomisk – selvom jeg gentagne gange har påpeget, at jeg synes, man kan bruge sine penge hurtigere og med mindre omtanke, end disse er brugt – hvis noget er de netop brugt med omtanke! Jeg har ønsket mig disse lys i lang tid, og de var noget, jeg blev nødt til at undersøge nærmere, men jeg er chokeret over at man – i den globaliserede verden vi lever i – ikke kan få lov til at købe noget i USA, uden man skal medregne et vanvittigt beløb til gebyrer og afgifter.

Disse lys skal brændes med omtanke, og jeg beder til, at jeg kan undgå at drukne vægen!

Kender i til disse spøjse lys, og ejer i nogle? I så fald hvilke?

/Michella 

5 kommentarer:

  1. Min veninde har også købt lysene og nænner heller ikke at brænde dem. Synes også det er en vanvittig pris

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej man nænner det næsten ikke! Men brændt det bliver de, ellers er det da først spild af penge - med mindre man går og dufter til dem. ;)

      Slet
  2. Hvad endte du med at skulle give for dem? Altså med gebyrer og så videre fra USA? Jeg har haft disse lys (eller mærket) i kikkerten før men har været lidt skræmt af gebyrer som jeg ved lurer :P

    Fint indlæg Michella.

    - LS
    http://www.sephira.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg måtte betale 220 til importmoms og den kære postmand, men prisen på porto varierer alt efter hvor mange lys man skal have. Den bliver ikke dobbelt så dyr hvis man køber to lys, så det er trods alt billigere at købe to eller flere sammen frem for flere bestillinger. :) Hvilke har du haft kigget på?

      Slet
  3. De er simpelthen så fine de lys. Jeg vil gerne eje et par en dag :)

    SvarSlet