Odinsbarn - Siri Pettersen

Odinsbarn af Siri Pettersen, fra forlaget Høst & Søn, udgivet i 2016 (originalt udgivet i 2013).

4/5 stjerner

Odinsbarn er første bog i triologien Ravneringene og Siri Pettersens debutroman, og hvilken debut!

Jeg var bekymret for, om denne fantasy-roman var noget for mig, da jeg har svært ved at kapere visse dele af genren, men jeg har slugt bogen, som på intet tidspunkt var hverken kedsommelig eller for meget. Hovedpersonen Hirka er en ung pige, der må gennemgå store og umenneskelige udfordringer, men selvom hun er bange, lærer hun at kontrollere sin frygt og formår at holde modet oppe trods umulige odds. Mere vil jeg ikke røbe om handlingen, der som en bølge tager til i kraft og udfolder sig, jo flere sider man vender; en udvikling læseren selv skal opleve. 

Bogens karakterer er, ligesom handlingen, dybe og velovervejede: Hirkas følelser får hende til at fremstå realistisk, ligesom stort set hver eneste karakter skildrer komplekse følelser, nå ja, måske lige med undtagelse af Urd og Sylja, som dog stadig har deres at byde ind med!

Det er en fryd at følge Hirka gennem det barske landskab, og heldigvis har man som læser stadig en masse i vente i de følgende bind, hvor rejsen fortsætter ud i Pettersens univers.

”Hun blev et med Evnen. Hun blev til støv. Hun blev opløst og spredt over det hele. Vinden greb fat i hende, og hun rejste gennem skoven, gennem landet, gennem Slokna og mellem stjernerne. Hun var en vind af sand og støv, og hun susede gennem Rime. Han samlede hende og gjorde hende hel igen. Til hun hang, hvor hun startede. I en højst virkelig verden omgivet af høje strå, der strakte sig mod solen, som netop var stået op.” 

Plotmæssigt er der en god balance mellem introduktion til universet og spænding. Læseren får via Hirkas og andre karakterers tanker et indblik i landet Yms forskellige regioner og kulturer. Bogens omfang gør det muligt at etablere et landskab præget af forskellige byer, væsner og ideologier, et helstøbt univers som jeg glæder mig til at få større indsigt i, når anden bog i triologien udkommer til efteråret.

Der er to grunde til, at jeg har givet bogen fire og ikke fem stjerner, og det har intet med plottet at gøre. Jeg synes, at sætningerne generelt er for korte, og de mange punktummer irriterer mit øje og forhindrer det flow, jeg er vandt til at læse i. Læsningen bliver dog for alvor en hakket affære, når man skal stoppe op og fundere over en sætning, fordi der ganske enkelt mangler et ord eller er en stavefejl, noget der desværre var tilfældet mere end et par gange.

Dette skal dog ikke hindre mig i at anbefale bogen til enhver, der har lyst til at læse noget anderledes, hvor velkendte temaer som kærlighed, dannelsesrejser og krig får selskab af temaer som det at være udstødt, interne og fundamentale løgne og det at frygte det fremmede.

/ Michella 

Mig før Dig - Jojo Moyes

Mig før Dig (original titel: Me Before You) af Jojo Moyes, fra forlaget Cicero, udgivet i 2014 (originalt udgivet i 2012).
5/5 stjerner

Da The Buttered Bun lukker, og Louisa Clark mister sit job og evnen til at forsørge sine ilde stedte forældre, må hun tage det eneste job, der er i lokalområdet: hun skal være handicaphjælper for en tetraplegiker. Da hun møder Will Traynor, møder hun en mand, der har mistet kontrollen over sit liv, en mand der er lam fra brystet og ned og er afhængig af folk for at kunne få mad og drikke, en mand som vil være fanget i sin kørestol resten af sit liv. Will kan ikke acceptere sin situation og modarbejder familiens forsøg på at hjælpe ham, og Lous klodsede person og alternative tøjstil er en udfordring for ham at kapere. I Lous frokostpauser forlader hun straks huset og spiser sin madpakke i et busskur, for Will væmmes åbenlyst af hendes tilstedeværelse, og hendes forsøg på at opmuntre ham, ofte ved at tilbyde ham en kop te, synes kun at forværre situationen, og Lou må være kreativ, hvis Will nogensinde skal få livslysten tilbage – men det er ikke nemt at hjælpe én, der ikke vil hjælpes.

Da jeg startede på Mig før Dig, troede jeg, at det var endnu en i rækken af lidt for søde, romantiske chick lit-romaner. Bogen har fået ros, når den er blevet omtalt, men alligevel blev jeg overrasket over, hvor hurtigt jeg blev opslugt af Lous udfordringer og fik svært ved at lægge bogen fra mig. Moyes’ kærlighedsroman viste sig at være meget mere, end jeg havde forestillet mig. Det er en bog, der rummer vigtige temaer, og som sætter tanker i gang hos sin læser. Især Wills manglende kontrol over sit liv rørte mig dybt; hvordan alle ønsker ham det bedste men glemmer at spørge ham, hvad han vil. Will kan ikke længere leve det jetsetter liv, han plejede, og derfor provokeres han af Lous manglende drømme og ambitioner, og han forsøger frustreret at få hende til at indse, at hun spilder sit liv i den lille landsby, hvor hun lever en tryg tilværelse hos sine forældre og med sin maratonmand.

Moyes skriver fængslende og får sine karakterer til at træde ud af siderne, når hun med sine ord og skarpe, latterfremkaldende formuleringer skaber virkelighedstro personer og skæbner – af og til så realistiske at det gør ondt at læse videre, men man har intet valg: Lou er på en mission, der trækker læseren gennem hele følelsesregisteret, og de 440 sider forsvinder mellem hænderne på en i en sådan fart, så man fortryder sin læseiver, så snart den sidste side er vendt.

Det er heldigt, at Mig før Dig netop er blevet filmatiseret. Det giver mig mulighed for at dvæle ved Moyes’ univers lidt endnu.

/ Michella 

Duften af litteratur

Jeg har investeret i to lys, der simpelthen dufter af litteratur. Det ene af bibliotek, det andet af boghandel. Det er onlinebutikken Frostbeard på Etsy.com, der sælger disse duftlys, som alle er inspireret af bøger og disses fiktive indhold. Mulighederne er mange, og nogle af de lys, jeg virkelig er nysgerrig efter at dufte til, er lys som Hatter’s Tea Party, der indeholder noter af Bergamot og cookie og garanteret leder tankerne mod det absurde teselskab, Reading at the Cafe, der i bedste caféstil sender en duft af ristet kaffe, chokolade og kage ud i rummet, og sidst men bestemt ikke mindst Headmaster’s Office, der med duften af cedertræ, vanilje, pejs og citron skulle dufte nøjagtigt som Dumbledores kontor!

Tanken om at tænde et lys, hvorefter den fiktive verden åbner sig for sanserne, er fantastisk, og lysene vil helt sikkert fuldende enhver læsesituation og gøre det godt som nips i bogreolen. 

Det er ikke kun fiktive steder, lysene bringer hjem i stuen. Også duften af boghandel, gamle bøger, bibliotek og bogorm kan fås på glas. I første omgang var der ingen tvivl om, at duften af gamle bøger skulle med i min bestilling, men eftersom lysene mildest talt er dyre, er det et sats at vælge, hvilke der skal sendes mod Danmark, og netop dette lys har fået blandede anmeldelser, hvorfor jeg i stedet valgte den populære duft af boghandel samt duften af bibliotek – en duft jeg virkelig elsker og var spændt på, og som ikke duftede, som jeg forventede.

Lysets etikette bærer et løfte om duften af Oxford Library, et sted jeg aldrig har været, men som jeg troede, jeg vidste hvordan duftede. Idet man skruer låget af lyset, dufter det først og fremmest af cologne, ikke en duft jeg forbinder med et bibliotek. Tændes lyset, synes jeg, det dufter en smule af citrus, en duft der dog ikke indgår i beskrivelsen. Lyset skulle dufte af slåenlav, rav, sandeltræ og læder. Tilsammen ved jeg ikke, hvordan disse vil dufte, men måske som lyset dufter. Det er en interessant duft, men jeg synes ikke, der dufter af bibliotek i min stue, når jeg har haft det tændt. 

Ud over duften af bibliotek købte jeg duften af boghandel. Opskriften på duften af boghandel lyder: drivtømmer, mahogni, kaffe og et hint af læder. Jeg kan sagtens fornemme en svag duft af kaffe i duften, der i min næse rammer tættere på den intenderede duft end det andet lys. En boghandel kan rumme mange dufte, og jeg synes blandt andet, at lyset dufter af nyt papir, måske ligefrem duften af brochurer – på den gode måde.  

At købe disse lys var en vanvittig idé, som på ingen måde kan forsvares økonomisk – selvom jeg gentagne gange har påpeget, at jeg synes, man kan bruge sine penge hurtigere og med mindre omtanke, end disse er brugt – hvis noget er de netop brugt med omtanke! Jeg har ønsket mig disse lys i lang tid, og de var noget, jeg blev nødt til at undersøge nærmere, men jeg er chokeret over at man – i den globaliserede verden vi lever i – ikke kan få lov til at købe noget i USA, uden man skal medregne et vanvittigt beløb til gebyrer og afgifter.

Disse lys skal brændes med omtanke, og jeg beder til, at jeg kan undgå at drukne vægen!

Kender i til disse spøjse lys, og ejer i nogle? I så fald hvilke?

/Michella 

The Secret Life of Bees - Sue Monk Kidd

The Secret Life of Bees af Sue Monk Kidd, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2011 (originalt udgivet i 2002). 

4/5 stjerner

Lily Owens dræbte sin mor som fireårig. Hun bebrejder i hvert fald sig selv for Deborah Owens’ død. Hun kan kun huske brudstykker fra den skæbnesvangre dag; at hendes mor rettede pistolen mod hendes far T. Ray Owens, idet han afbrød hendes forsøg på at forlade ham, at han fik vristet pistolen fra hende, og at den kurede hen ad gulvet mod Lily, hvorefter hun samlede den op for at give den tilbage til Deborah. Herfra bliver minderne slørede, og det eneste, hun med sikkerhed kan huske, er braget fra pistolen, idet den gik af.

Dræbte Lily virkelig sin mor, hendes ét og alt, eller er det noget, T. Ray bilder hende ind? Lilys forhold til sin far er mildest talt anstrengt. Han benytter hver en chance, han får, til at straffe hende for diverse fejl, han mener, at hun begår på ferskenfarmen.

På kort tid ændres Lilys liv drastisk: deres husholderske Rosaleen Daise kommer i problemer, fordi hun ikke vil finde sig i at blive behandlet dårligt, bare fordi hun er sort, og Lily risikerer sin egen og Rosaleens sikkerhed i håb om et bedre liv – der må findes et sted, der er bedre end livet på farmen, og der må være nogen, der kan give hende de svar, hun søger vedrørende hendes mors død.

"I wanted the river. Its wildness. I wanted to strip naked and let the water lick my skin. Suck river stones the way I’d done that night Rosaleen and I’d slept by the creek. […] You could die in a river, but maybe you could get reborn in it, too, like the beehive tombs August had told me about."

The Secret Life of Bees er sådan en smuk bog. Jeg læste denne bog i solen i en lille by i Tyrkiet, og jeg nød Lilys refleksioner over livet samt hendes idylliske naturoplevelser. Hun bliver adskillige gange ét med naturen på samme måde som Thoreau i Walden, og de billeder jeg dannede af den fantastiske honningfarm er noget af det, jeg værdsætter mest ved denne bog. Jeg blev forelsket i det simple liv i forening med bierne, som – for det meste – sværmede roligt omkring Lily og August Boatwright, hvis bare de sendte dem kærlighed. 

Selvom det kan lyde sådan, synes jeg ikke, bogen blev for sukkersød. Den skildrer en lille, ulykkelig piges søgen efter lykke og svar, og hendes rejse mod målet er både smuk og afskyelig. Lily og Rosaleen møder folk, der uden tøven tager imod dem, men de konfronteres også med den racisme, der ligger som en tung dyne over 1960’ernes sydlige USA. En racisme Lily væmmes ved, men som hun opdager ligger dybt begravet i hende selv, og hun forfærdes, idet folk tager afstand til hende, fordi hun er hvid.

Når man som læser får lov at følge Lily på hendes rejse, får man samtidig lov til at tage del i hendes brede følelsesspektrum. Karakteren Lily er ung, kærlig og naiv, og hun handler ofte i sine følelsers vold. Hun fremstår som en meget komplet karakter, man ikke kan undgå at elske, selvom hun kæmper med at tilgive sig selv.

The Secret Life of Bees er en bog, der både får sin læser til at slappe af og føle vrede og sorg. Det er forfærdeligt at læse, hvordan karakterenes rettigheder på forhånd er bestemt ud fra deres hudfarve, og denne sorg bliver til vrede, når man betragter verden i dag, som stadig tillægger hudens farve så stor magt. The Secret Life of Bees er en bog, der har underholdt mig, en bog der har gjort mig klogere.

/Michella

The Book Thief - Markus Zusak

The Book Thief af Markus Zusak, fra forlaget Black Swan, udgivet i 2013 (originalt udgivet i 2005). 

5/5 stjerner

The Book Thief er en fantastisk bog! Punktum. 

I tilfælde af i har brug for en uddybende anbefaling:

Hovedpersonen Liesels positive sind er et frø, der får lov at spire, idet hun ankommer til sine plejeforældre på Himmel Street i et nazistisk Tyskland og bliver taget under Hans Hubermanns vinger. Førstehåndsindtrykket af hendes plejemor, Rosa Hubermann, er langt fra positivt, men Rosas hårde attitude er en nødvendighed i en tid, hvor der knap nok er råd til at få mad på bordet. Liesel og hendes nye familie bliver kastet ud i udfordringer, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren. Ondskab og nationalisme lurer med gennem naboers blikke, og da Liesel på åben gade udbryder, at hun hader Hitler, tysser Hans på hende og forklarer, at sådanne ting kan man ikke sige i offentligheden – selvom det er sådan, man har det. 

Liesel er en sympatisk karakter, der med sit unge, drømmende sind formår at bemærke solens stråler i en ellers grå og ubarmhjertig verden, der fratager hende dem, hun elsker. Sideløbende med Liesels historie følger vi jøden Max Vandenburg, der gemmer sig for nazisterne. Han har intet mad, kun få kræfter tilbage og én chance for at overleve. På Max’ rejse mod overlevelse møder han både kærlighed og had, og hans skæbne flettes sammen med Liesel, Rosa og Hans’.

Max overmaler senere siderne i Hitlers Mein Kampf for derefter at skrive en ny historie på disse sider.  En historie om medmenneskelighed. Denne historie er illustreret i bogen, og billederne er så gennemførte. Bag Max' værk kan man skimte de sørgelige rester af Mein Kampf, en detalje der tilføjer et gran realitet til romanen. 

Historien fortælles fra et interessant perspektiv, nemlig Dødens. Døden ønsker som fortæller ikke at opbygge plotmæssig spænding, og udfaldet af begivenheder røbes gentagne gange, før de finder sted. Selvom en sådan struktur går imod vores generelle ønske om spænding – ikke dermed forstået at romanen intet drama indeholder – er den befriende, da vi betragter Liesel og hendes medmennesker, blandt andet Rudy Steiner der nærer et håbløst ønske om et kys fra Liesel, gennem Dødens øjne.

Five hundred souls. I carried them in my fingers, like suitcases. Or I'd throw them over my shoulder. It was only the children I carried in my arms. By the time I was finished, the sky was yellow, like burning newspaper. If I looked closely, I could see the words, reporting headlines, commentating on the progress of the war and so forth. How I'd have loved to pull it all down, to screw up the newspaper sky and toss it away."

Fortællingen blotlægger både deres rene sjæl og egoistiske tanker og giver et krystalklart billede af, hvem disse karakterer er. De er alle komplekse - især Liesel, som Døden fascineres af - og som læser lærer man at elske selv den vrisne Rosa. Karaktererne træder ud af teksten og fremstår som virkelige mennesker, og af denne årsag fik The Book Thief mig til at fælde en tåre eller ti, når Døden træder ind og ud af Liesels liv – et faktum der i sig selv er en stjerne værd, da jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst blev så følelsesmæssigt påvirket af en bog.

Kærligheden til bøger og mennesker holder Liesel oppe på Himmel Street, der ironisk nok er navnet på den gade, der ad flere omgange repræsenterer helvede selv.

Har man læst bogen, kan jeg desuden anbefale filmatiseringen fra 2013. For mig var skuespillerne en naturlig forlængelse af bogens karakterer, og filmen formår at rumme mange af de følelser, uovervejede handlinger og glædesstunder, som bogen selvfølgelig skildrer til perfektion.

The Book Thief er en funklende fortælling om en lille pige med et stort, stort, stort hjerte.

/Michella