The Secret Life of Bees - Sue Monk Kidd

The Secret Life of Bees af Sue Monk Kidd, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2011 (originalt udgivet i 2002). 

4/5 stjerner

Lily Owens dræbte sin mor som fireårig. Hun bebrejder i hvert fald sig selv for Deborah Owens’ død. Hun kan kun huske brudstykker fra den skæbnesvangre dag; at hendes mor rettede pistolen mod hendes far T. Ray Owens, idet han afbrød hendes forsøg på at forlade ham, at han fik vristet pistolen fra hende, og at den kurede hen ad gulvet mod Lily, hvorefter hun samlede den op for at give den tilbage til Deborah. Herfra bliver minderne slørede, og det eneste, hun med sikkerhed kan huske, er braget fra pistolen, idet den gik af.

Dræbte Lily virkelig sin mor, hendes ét og alt, eller er det noget, T. Ray bilder hende ind? Lilys forhold til sin far er mildest talt anstrengt. Han benytter hver en chance, han får, til at straffe hende for diverse fejl, han mener, at hun begår på ferskenfarmen.

På kort tid ændres Lilys liv drastisk: deres husholderske Rosaleen Daise kommer i problemer, fordi hun ikke vil finde sig i at blive behandlet dårligt, bare fordi hun er sort, og Lily risikerer sin egen og Rosaleens sikkerhed i håb om et bedre liv – der må findes et sted, der er bedre end livet på farmen, og der må være nogen, der kan give hende de svar, hun søger vedrørende hendes mors død.

"I wanted the river. Its wildness. I wanted to strip naked and let the water lick my skin. Suck river stones the way I’d done that night Rosaleen and I’d slept by the creek. […] You could die in a river, but maybe you could get reborn in it, too, like the beehive tombs August had told me about."

The Secret Life of Bees er sådan en smuk bog. Jeg læste denne bog i solen i en lille by i Tyrkiet, og jeg nød Lilys refleksioner over livet samt hendes idylliske naturoplevelser. Hun bliver adskillige gange ét med naturen på samme måde som Thoreau i Walden, og de billeder jeg dannede af den fantastiske honningfarm er noget af det, jeg værdsætter mest ved denne bog. Jeg blev forelsket i det simple liv i forening med bierne, som – for det meste – sværmede roligt omkring Lily og August Boatwright, hvis bare de sendte dem kærlighed. 

Selvom det kan lyde sådan, synes jeg ikke, bogen blev for sukkersød. Den skildrer en lille, ulykkelig piges søgen efter lykke og svar, og hendes rejse mod målet er både smuk og afskyelig. Lily og Rosaleen møder folk, der uden tøven tager imod dem, men de konfronteres også med den racisme, der ligger som en tung dyne over 1960’ernes sydlige USA. En racisme Lily væmmes ved, men som hun opdager ligger dybt begravet i hende selv, og hun forfærdes, idet folk tager afstand til hende, fordi hun er hvid.

Når man som læser får lov at følge Lily på hendes rejse, får man samtidig lov til at tage del i hendes brede følelsesspektrum. Karakteren Lily er ung, kærlig og naiv, og hun handler ofte i sine følelsers vold. Hun fremstår som en meget komplet karakter, man ikke kan undgå at elske, selvom hun kæmper med at tilgive sig selv.

The Secret Life of Bees er en bog, der både får sin læser til at slappe af og føle vrede og sorg. Det er forfærdeligt at læse, hvordan karakterenes rettigheder på forhånd er bestemt ud fra deres hudfarve, og denne sorg bliver til vrede, når man betragter verden i dag, som stadig tillægger hudens farve så stor magt. The Secret Life of Bees er en bog, der har underholdt mig, en bog der har gjort mig klogere.

/Michella