Afdeling Q serien - Jussi Adler-Olsen

Den Grænseløse af Jussi Adler-Olsen, anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, udgivet i 2014 

Jussi Adler-Olsen indtager uden tvivl en høj rangeret plads blandt mine danske yndlingsforfattere. 

Jeg elsker serien om Afdeling Q ligesom størstedelen af danmark og de andre 124 lande, der sluger historien om Carl Mørck, Assad og Rose råt. 

Jeg har set filmatiseringerne af de to første bøger i serien, Kvinden i Buret og Fasandræberne, men min holdning til dem er en anelse splittet. Jeg synes det er nogle gode film, og at skuespillerne gør det godt, men jeg synes, at det er en skam for bogen, når folk udelukkende vælger at se filmatiseringerne frem for at læse bøgerne. Det er en kendsgerning, at det er stort set umuligt at indfange hele bogens sjæl på det store lærred, og i dette tilfælde mangler især én komponent klart i filmatiseringerne: det udefinerbare, udfordrende og geniale forhold mellem Carl, Assad og Rose. 

Fra første bog i serien bliver Carl og læseren introduceret for Carls nye assistent, Assad. Her er tale om en helt speciel personlighed, som præsenterer Carl for alt lige fra te med et sukkerindhold, der vil få en cola til at fremstå sund samt et uudtømmeligt repetoire af kamel-ordsprog. 

Senere i serien bliver Rose en del af Afdeling Q, og pludselig bliver Carls tålmodighed og vanemæssige lur ved skrivebordet sat på prøve. Seneste skud på Afdeling Q-stammen er en fyr ved navn Gordon, som vi endnu ikke ved meget om, og Carls indre lager af rummelighed og overskud til omverdenen er efterhånden ved at være brugt op. 

Grundet en familie som ligeledes er vild med Afdeling Q, har jeg ikke hele serien stående i reolen i øjeblikket. 

På billedet ses første, tredje, femte og sjette bind i serien. 

   Jeg mener ikke, at filmatiseringerne lægger vægt nok på disse karakterers forskelligheder og den løbende udvikling i deres indbyrdes færden og samarbejde. Carl og Assads forhold gennemgår, som resultat af deres partnerskab og de farer, de sammen må se i øjnene, en markant udvikling, og både Carl og læseren begynder at føle sig fortrolig med Assad. Han virker som en betænksom og ligefrem person, men jo flere sider vi vender, jo flere bøger vi fortærer, jo flere spørgsmål vedrørende Assad og Roses sande identiteter begynder skyde op mellem linjerne som pukler på en kamel.  

Ud over den fantastiske trekløver er bøgerne spækket med humor. Man fornemmer tydeligt Carls irritation over verden generelt, Assads evige optimisme og Roses korte lunte. Derudover er hver bog i serien bygget op omkring samme struktur: på den ene side følger man politiets nutidige efterforskning af en given sag, og på den ene side følger man diverse mennesker, der har med forbrydelsen at gøre, over en længere periode. Både tiden og personerne nærmer sig i løbet af bøgerne hinanden for til sidst at kollidere i ren spænding,, og det er derfor stort set umuligt at lægge en af seriens bøger fra sig, når først man er begyndt.

Hver bog har sin egen forbrydelse at opklare, men den sande cliffhanger er i mine øjne de faste karakterer og deres udvikling, og jeg kan derfor kun opfordre alle til at læse Jussis fantastiske fortællinger om Afdeling Q. 

/Michella 

Har I stiftet bekendtskab med bøgerne, og hvad elsker I mest ved Carl, Assad og rose og deres forsøg på at acceptere hinandens forskelligheder?