Forestillinger om Ana Ivan - Mikkel Rosengaard

Forestillinger om Ana Ivan af Mikkel Rosengaard, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2016. 

Anmeldereksemplar fra Gyldendal.

3/5 stjerner

Det var slet ikke meningen, at Mikkel Rosengaards Forestillinger om Ana Ivan skulle krydse min vej. Jeg havde anmodet Gyldendal om et anmeldereksemplar af en anden bog, med ved en fejl var det historien om en ung mands møde med en matematisk kunstner, der havnede i min postkasse. Jeg åbnede pakken, og bogen der gemte sig i den, havde jeg aldrig hørt om. Den simple men mærkværdige forside gjorde mig nysgerrig, og efter at bagsideteksten havde lovet mig en vidtrækkende, personlig og besættende historie, besluttede jeg mig for at starte på bogen og se, om den fangede mig. Det gjorde den. Den navneløse fortæller – som har påfaldende meget til fælles med romanens forfatter – møder ved et tilfælde kunstneren Ana, der både virker mystisk og ukompliceret på samme tid. Ana fortæller om sin udstilling Timemachine, der demonstrerer, hvordan tiden kan opfattes som og virke uberegnelig. Tid er netop det centrale tema i Anas liv, et liv der først slår både fortæller og læser som værende fascinerende, men som romanen skrider frem vil afsløres at være præget af en række ulogiske sandheder, der tilsammen gør Ana til den hun er. Men hvem er hun? Dette spørgsmål besvares i både højere og mindre grad, efterhånden som læseren følger forfatteren i hans søgen efter afslutningen på Anas omfangsrige historie.

”Tænk, at jeg var lige her, tænk, at jeg gik gennem en by, hvor mennesker skar huller i hele bygninger, dansede rundt på tagene og fyldte en hel lejlighed med jord, bare fordi man kunne, og fordi verden var så smuk, og byen så tindrende fuld af hemmeligheder, at det var lige til at tude over.”

Jeg startede på romanen, inden jeg skulle sove, og da jeg havde lagt bogen fra mig på mit natbord og slukket lyset, fik jeg et chok – der lå noget på mit natbord, som lyste. Det var bogen! Uret på forsiden har selvlysende tal, og jeg blev så glad, da jeg opdagede dette! Jeg blev glad, fordi Gyldendal har udtænkt og brugt kræfter på at give bogen et udtryk, der matcher indholdet. Denne overraskende – og for mange sikkert ukendte – detalje understreger blot det, hele romanen cirkulerer om: tiden – som på en gang både er så præcis og konstant og bestemmer alt i vores hverdag, men hvis længde kan føles både længere og kortere, end den egentlig er. 

”Alder er bare noget, vi mennesker har fundet på. Tiden er alligevel bare noget, vi bilder os ind, det har kvantemekanikken bevist for længst.”

Romanens fokus på hvor forskelligt tid kan opfattes, hvor flydende tiden er, præger selve plottet, der udvikler sig i en forvirrende frem for forståelig retning. På den måde hvorpå titlen spiller på det velkendte ”fortællinger om …” er det interessant at overveje, om begivenhederne i Anas liv, og årsagen til disse, er fortællinger eller, som titlen indikerer, forestillinger, og i så fald hvis forestillinger?  

”Så gik jeg en runde for at få tiden til at gå, stod nogle minutter på et gadehjørne og betragtede lastbilerne blæse ned ad gaden, vinden, der ruskede i kirsebærtræerne, så kronbladene dryssede ned som sne eller aske eller konfetti, jeg kunne ikke finde det rigtige billede, måske var det bare som kronblade, som blomster, der var tilfredse med at være blomster og ikke ville være andet end  det.”

/ Michella