Anmeldereksemplar fra Gyldendal.
3/5 stjerner
Vi bliver kastet ind i Rachels liv. Hendes tilværelse er kaotisk. Hun har et alkoholmisbrug, der langsomt har frataget hende alt, der betyder noget for hende. Efter et årelangt misbrug lever hun på løgne, og det eneste der kan få hende til at glemme sit skrantende liv er de mennesker, hun betragter, når hun sidder i toget.
Togets evindelige stop ved det samme signal resulterer i, at hendes blik ofte lander på det samme hus, på de samme to mennesker. Som man kan have for vane, når man betragter andre mennesker, fantaserer Rachel om de to menneskers liv. Den blonde kvinde har tilsyneladende alt: en mand der elsker hende, et smukt hus, en tryg hverdag, et misundelsesværdigt liv - et liv Rachel selv levede, før alkoholen tog alt fra hende.
Rachel former et bånd til disse mennesker, men det er ikke tilfældigt, at det netop er Megan og Scott, hun misunder. For få måneder siden boede Rachel på selv samme vej i et identisk hus med sin elskede mand, Tom. Rachel er endnu ikke kommet sig over det smertelige brud med Tom, og da Megan en dag meldes savnet, føler Rachel en irrationel trang til at hjælpe Scott med at opklare sagen. Hvordan kunne Megan forsvinde, når hun åbenlyst levede et lykkeligt og succesfuldt liv?
"Om morgenen tager jeg 8.04-toget, og om aftenen kommer jeg tilbage med 17.56-toget. Det er mit tog. Det er det, jeg tager. Det er sådan, det er."
Kvinden i Toget udspiller sig i en rå, realistisk verden. Store dele af Rachels dag foregår i toget, på perroner og ved de destinationer, toget fører hende til. Jeg tror, at netop det store fokus på togturen og de huse og mennesker man spotter i løbet af sin tur har tiltrukket mange læsere. Handlingen reflekterer en typisk pendlers hverdag, noget de fleste kan relatere til, og det er nemt for den pendlende læser at sætte sig ind i Rachels nysgerrighed og fantasi om menneskerne omkring hende. I Paula Hawkins' roman får vi lov til at følge Rachel i jagten på sandheden. Vi får lov til at få et indblik i livet hos de mennesker, vi betragter dag efter dag. Selv om Rachel, Megan og Toms nye kone, Anna, synes vidt forskellige, har de mere tilfælles, end Rachel kan opfange gennem sit overfladiske, fordomsfulde kendskab til de to andre.
Rachels misbrug er skyld i mange blackouts, hvilket gør det svært for læseren at regne plottet ud. Rachel er en yderst upålidelig karakter, "et utroværdigt vidne", og hun forsøger at finde hoved og hale i de begivenheder, hun har taget del i. Ud over at læseren har svært ved at stole på Rachel, som har svært ved at stole på sig selv, er det svært at finde rundt i de skiftende perspektiver. Jeg synes, at Rachel, Megan og Annas stemmer og tanker minder om hinanden i en sådan grad, at jeg flere gange måtte gå tilbage til kapitlets start for at bekræfte, hvilket synspunkt tankerne stammede fra - endnu flere gange måtte jeg bladre tilbage for at holde rede på den aktuelle dato og tid. Det er selvfølgelig en nødvendig detalje for at holde styr på karakterernes færden, men ikke desto mindre en forvirrende én af slagsen.
Selv om de kvindelige karakterers stemmer minder om hinanden, skal det dog siges, at alle karakterer i bogen har en god ting tilfælles: ingen er perfekte. Ikke alene miljøet er realistisk, karaktererne lider alle af laster, som jeg fandt ulideligt realistiske. Dét er en af grundene til, at bogen - trods det at den er typisk for sin genre - formår at røre noget i læseren ud over den nysgerrighed, thriller-genren fremprovokerer. Jeg er ikke blæst bagover af romanen, men Paula Hawkins formår at åbenbare læseren for, at ingen er perfekte, selv om de ser sådan ud ved første øjekast, når man spotter dem i toget.
/ Michella
Ingen kommentarer:
Send en kommentar