Askeblomster - Patrick Modiano

Askeblomster af Patrick Modiano (original titel Fleurs de ruine), fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet 2014 (originalt udgivet i 1991) 

Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof 

2/5 stjerner

I Askeblomster bliver læseren præsenteret for Paris gennem fortællerens vandring igennem byen i 1969. Bestemte steder fremkalder minder, hvis mystik præger fortællerens destinationer. Et ungt par mistede livet i 1933. Årsagen var tilsyneladende selvmord, men politiet fik aldrig lukket sagen. Parret mødte muligvis et andet par en aften i byen og befandt sig i et hus med en rød elevator, men andre spor har fortælleren ikke at gå efter. Fortælleren mindes en mystisk mand ved navn Pacheco, som muligvis har benyttet sig af skiftende identiteter og som tilfældigvis boede i en bygning med en rød elevator.

I fortællerens forsøg på at afdække mysterierne om parrets død og Pachecos sande identitet, dukker nye minder op, og pludselig er det tanker om både fortællerens far, der levede i Paris under besættelsen, samt hans elskede Jacqueline, der styrer fortælleren på hans vandring gennem byen. Romanens mysterier og endeløse spørgsmål bliver aldrig besvaret, men de bidrager til fortællerens oplevelse af den by han kender så godt. 


Romanen Askeblomster af Patrick Modiano sprang samtlige pladser over på min to-be-read liste, da jeg i boghandleren fik øje på den frontvendte bog på hylden blandt skønlitterære klassikere og nyheder, hvis flotte og simple forside straks gjorde mig opmærksom på, at Modiano i 2014 fik tildelt Nobelprisen i litteratur.Efter at have læst bagsideteksten, steg mine forventninger øjeblikkeligt, da Paris i flere litterære værker fremstår som en magisk by med et motto i stil med: ”survival of the fittest - and richest”. Jeg forventede en jordnær, personlig erindringsroman, hvis skildring af den franske hovedstad og byens håbefulde indbyggere forhåbentligt kunne hamle op med Flauberts L’Éducation Sentimentale og Balzacs Le Père Goriot. Disse forventninger blev desværre kun til dels opfyldt. Romanen er ekstremt jordnær og tilstede, men vandringen gennem Paris foregår som en endeløs opremsning af gadenavne. Desværre i en sådan grad, at man som læser - hvis ikke man er velbevandret i Paris - forbliver distanceret til byens atmosfære, og de personlige minder fremstår som brudstykker, som en form for mellemlægspapir hvis formål er at adskille gadenavnene fra hinanden, og de ender desværre med at drukne i læserens kartografiske uvidenhed og deraf forvirring.

Har i læst Askeblomster, og opfyldte den jeres forventninger? Kan forfatterens prisvindende titel sætte for høje forventninger hos læseren?

/ Michella