mandag den 18. august 2014

Til forelæsning med Salman Rushdie


I dag har været en helt speciel dag i en ellers rolig sommerferie. Salman Rushdie har nemlig modtaget H. C. Andersen prisen 2014, og i den forbindelse besøgte han i dag Syddansk Universitet i Odense. Her fortalte han om, hvilke tanker han har gjort sig i tidens løb omkring sit forfatterskab.
Det var med ærefrygt, at jeg satte mig til rette i det store auditorium, men Rushdie lagde hurtigt en afslappet og humoristisk stemning for dagen, hvilket i løbet af den halvanden time resulterede i adskillelige latterudbrud fra publikum.
Salman Rushdie fortalte både sjove anekdoter om et samarbejde med U2 og hans søns uskyldige dom over en af hans bøger som værende "fine... But some people might get bored", men der var også mere seriøse budskaber at hente til forelæsningen. Rushdie blev spurgt, hvilke gode råd han kunne give til en person, der ønsker at blive forfatter. Dette besvarede han med både seriøsitet og fascinerende simplicitet:

"There are stories all around us. A lot of people have something to say. Writers are just people who finish their book."  

Med dette inspirerende citat sluttede Salman Rushdies forelæsning, og med dette citat vil jeg slutte mit indlæg.

/Michella




Ingen kommentarer:

Send en kommentar