onsdag den 6. august 2014

Liv efter liv - Kate Atkinson

Kate Atkinsons seneste roman Liv efter liv er historien om Ursula Todd og hendes mange liv.
Man følger Ursula igennem hendes meget specielle rejse gennem livet. Fra det øjeblik hun bliver født, er det som om hun er plaget af en forbandelse. Hun dør nemlig flere gange i løbet af sit liv. Ofte starter hun livet forfra fra en helt anden vinkel, og både hendes bekendtes og verdens situation viser sig at afhænge af disse forskellige liv.
Ér det en forbandelse at have en vag fornemmelse for, hvad der vil ske om et øjeblik, eller kan man bruge sin viden om fremtiden på en gavnlig måde? Det er et spørgsmål, der flere gange tages op i løbet af historien, og Ursula Todd ender med at spille en vigtig rolle i den verden, hun lever i.

Når jeg bliver færdig med en bog, tager jeg mit tit et øjeblik til at vurdere, hvad jeg synes om den bog, jeg netop har vendt den sidste side i. Denne bog er svær at vurdere, for der foregår mange forskellige ting, som, for mit vedkommende, først rigtigt ramte mig flere timer efter jeg havde lagt bogen fra mig.
Natten efter jeg var blevet færdig med bogen, havde jeg et mareridt. Ursula oplever anden verdenskrig på tæt hold, og de mange beskrivelser af bombede huse, lig i ruiner samt hvordan krigen påvirker hele Ursulas familie har simpelthen været for meget for mig. Den stemning bogen efterlader én med er trist og mørk, og den nat var mit mareridt baseret på disse - imponerende detaljerede - men forfærdeligt realistiske beskrivelser.
Det er ikke en bog, man bliver i godt humør af at læse. Det skal en bog heller ikke nødvendigvis være, men da denne bog udgjorde en stor del af min ferielæsning, er den - set i bakspejlet - simpelthen for dyster. For ærlig!
Selvom Ursulas faster, Izzie, altid spicer det hele op med gåpåmod og livsglæde, er det i sidste ende ikke nok til at veje op for krigens rædsler, som Ursula ender med at stå ansigt til ansigt med.

Har i læst denne bog? Synes i også, at den er forfærdeligt ærlig omkring verdens rædsler, og at det næsten bliver for meget af det gode til sidst, eller er den lige som den skal være? 

/Michella


Ingen kommentarer:

Send en kommentar