torsdag den 23. april 2015

Historien om A. J. Fikrys Liv - Gabrielle Zevin

Historien om A. J. Fikrys Liv (original titel: The Storied Life of A. J. Fikry) af Gabrielle Zevin, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2015 (originalt udgivet i 2014), læst på dansk (originalsproget er engelsk)
4/5 stjerner

A. J. Fikry, ensom enkemand med tendens til at drikke for meget, lever en isoleret tilværelse som boghandler på den lille ø Alice Island. Han har ikke megen kontakt til de andre indbyggere på øen, og det har han det også fint med. Eller har han? 
En dag dukker Amelia Loman op. Hun kommer fra forlaget Knightley Press og er rejst til Alice Island for at fortælle Fikry om den kommende sæsons litterære nyheder. Fikry er som sædvanlig ikke imødekommende, og det eneste hun modtager fra ham er brok over, at hun har overtaget stillingen fra Harvey Rhodes, som plejede at komme og præsentere den kommende sæsons nyheder samt brok over det dårlige udvalg. 
Ikke meget tyder på en lykkelig slutning for A. J. Fikry, men en dag tager hans liv en uventet drejning, da tre-årige Maya sidder på gulvet i hans butik uden en forælder i nærheden. Fikry skal træffe sit livs valg, og udfaldet får stor indflydelse på hans fasttømrede tilværelse. 
Romanen skildrer ved hjælp af humor, læseglæde og sorg, hvordan livet udformer sig for Fikry. Det er en roman man lever sig ind i og investerer følelser i. Man følger hovedpersonens op- og nedture, men mest af alt tager man del i hans kærlighed til litteraturen. 
Historien om A. J. Fikrys Liv er nemlig en roman om læseglæde. Kort sagt. Det er en roman om glæde og sorg, men den glæde, litteraturen formår at skabe i os mennesker - uanset om vi er unge eller gamle, boghandlere eller politibetjente - står i centrum. 

En af de eneste grunde til, at jeg ikke giver bogen 5/5 stjerner er, at jeg blev forvirret over beskrivelserne af A. J. Fikry som værende en gammel, gnaven mand med haltende sociale egenskaber og fasttømrede holdninger angående god og dårlig litteratur, da han blot er 39 år gammel. Det forblev et irritationsmoment for mig, da jeg - på det tidspunkt hans alder røbes - allerede havde dannet mig et billede af manden som værende meget ældre. Det er som om hans unge alder skyldes en nødvendighed, der får plottet til at hænge sammen; han må ikke være for gammel til at kunne tage sig af en efterladt pige på tre år - han er dog gammel nok til at have fordomme om alle omkring sig, hvilket ødelægger illusionen af en 39-årig mand for mig. 

Jeg vil dog stadig give en klar anbefaling til alle der elsker, eller drømmer om at elske, litteratur til at investere i denne perle af en bog. Det er en bog man ikke fortryder at have læst, for selvom romanen er let underholdning, rummer den så mange vigtige pointer, som vi alle bør huske på i vores rejse gennem livet. 


Det sværeste ved at afslutte denne bog var for mig at tage afsked med Island Books. Jeg drømmer om at træde ind i en boghandel, hvor ejeren selv står bag disken og deler ud af sin viden og kærlighed til litteraturen. Har i nogensinde befundet jer i en boghandel hvis stemning oser så meget af kærlighed til litteratur, som det er tilfældet i Island Books? 

/ Michella  

2 kommentarer:

  1. Jeg elsker virkelig den bog! Åh, den er noget så sød og skøn.

    SvarSlet