3/5
Emilie lever et ganske almindeligt teenageliv, indtil en tigger en dag begynder at spå om forandringer. Hun beskylder Emilie og hendes venner, Alban og Linus, for at stå bag disse forandringer, og det går hurtigt op for Emilie, at ikke alt er som det plejer. Hun vågner fra et voldsomt mareridt, og beslutter sig for at tegne den dreng hun drømte om. Hun husker især hans turkisblå øjne, deres intense blik og det dragende prismesmykke, han bar om halsen. Drengen hjemsøger Emilies tanker, og mystikken breder sig for alvor dagen efter, da selvsamme dreng og hans tvillingesøster starter i hendes klasse.
Det hele virker langt fra tilfældigt, og snart bliver Emilie, hendes venner og de to tvillinger viklet ind i et spind af uforklarlige hændelser. I takt med at tilværelsen bliver skræmmende og alt andet end forudsigelig, går det op for gruppen, at de er en del af noget der er større end de kunne forestille sig - større end den verden de lever i.
Leoniderne er første bind i serien Spektrum af Nanna Foss. Selvom det er Foss' debutbog, lader den sig ikke holde tilbage. Med en sammensætning af stærke karakterer, finurlige referencer til danskernes ordinære hverdagsliv samt et fængslende plot formår Nanna Foss at sparke Spektrum serien godt i gang. Jeg er imponeret over hvordan hun formår at flette komplicerede videnskabelige teorier ind i plottet på en måde, som læseren kan forholde sig til, og som samtidig gør det hele mere kaotisk og uforudsigeligt.
Det interessante tema om universets facetter løfter bogen op på et niveau hvor mange ungdomsbøger, ifølge min mening, ikke kan være med. Det, der er på spil i Leoniderne er både virkelighedsfjernt og realistisk på samme tid. Fænomener som ormehuller ligger langt fra menneskets kontrollerede færden på jorden, men tænk hvis man kunne rejse frem og tilbage i tiden gennem disse?
Leoniderne kaster ikke den typiske, altoverskyggende kærlighedshistorie om et trekantsdrama frem i lyset, men lader den ligge og lure på en naturlig måde, hvormed det bliver muligt at sætte liv-eller-død udfordringerne i fokus.
Den rejse, Nanna Foss har kastet Emilie og hendes klassekamerater ud på, er både interessant og skræmmende, og jeg kan ikke vente med at få fingre i næste bog i serien!
/ Michella
Ingen kommentarer:
Send en kommentar