Kvinden i Toget - Paula Hawkins

Kvinden i Toget (original titel: The Girl on the Train) af Paula Hawkins, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2015.
Anmeldereksemplar fra Gyldendal. 
3/5 stjerner

Vi bliver kastet ind i Rachels liv. Hendes tilværelse er kaotisk. Hun har et alkoholmisbrug, der langsomt har frataget hende alt, der betyder noget for hende. Efter et årelangt misbrug lever hun på løgne, og det eneste der kan få hende til at glemme sit skrantende liv er de mennesker, hun betragter, når hun sidder i toget. 
Togets evindelige stop ved det samme signal resulterer i, at hendes blik ofte lander på det samme hus, på de samme to mennesker. Som man kan have for vane, når man betragter andre mennesker, fantaserer Rachel om de to menneskers liv. Den blonde kvinde har tilsyneladende alt: en mand der elsker hende, et smukt hus, en tryg hverdag, et misundelsesværdigt liv - et liv Rachel selv levede, før alkoholen tog alt fra hende. 
Rachel former et bånd til disse mennesker, men det er ikke tilfældigt, at det netop er Megan og Scott, hun misunder. For få måneder siden boede Rachel på selv samme vej i et identisk hus med sin elskede mand, Tom. Rachel er endnu ikke kommet sig over det smertelige brud med Tom, og da Megan en dag meldes savnet, føler Rachel en irrationel trang til at hjælpe Scott med at opklare sagen. Hvordan kunne Megan forsvinde, når hun åbenlyst levede et lykkeligt og succesfuldt liv?

"Om morgenen tager jeg 8.04-toget, og om aftenen kommer jeg tilbage med 17.56-toget. Det er mit tog. Det er det, jeg tager. Det er sådan, det er." 

Kvinden i Toget udspiller sig i en rå, realistisk verden. Store dele af Rachels dag foregår i toget, på perroner og ved de destinationer, toget fører hende til. Jeg tror, at netop det store fokus på togturen og de huse og mennesker man spotter i løbet af sin tur har tiltrukket mange læsere. Handlingen reflekterer en typisk pendlers hverdag, noget de fleste kan relatere til, og det er nemt for den pendlende læser at sætte sig ind i Rachels nysgerrighed og fantasi om menneskerne omkring hende. I Paula Hawkins' roman får vi lov til at følge Rachel i jagten på sandheden. Vi får lov til at få et indblik i livet hos de mennesker, vi betragter dag efter dag. Selv om Rachel, Megan og Toms nye kone, Anna,  synes vidt forskellige, har de mere tilfælles, end Rachel kan opfange gennem sit overfladiske, fordomsfulde kendskab til de to andre.  
     Rachels misbrug er skyld i mange blackouts, hvilket gør det svært for læseren at regne plottet ud. Rachel er en yderst upålidelig karakter, "et utroværdigt vidne", og hun forsøger at finde hoved og hale i de begivenheder, hun har taget del i. Ud over at læseren har svært ved at stole på Rachel, som har svært ved at stole på sig selv, er det svært at finde rundt i de skiftende perspektiver. Jeg synes, at Rachel, Megan og Annas stemmer og tanker minder om hinanden i en sådan grad, at jeg flere gange måtte gå tilbage til kapitlets start for at bekræfte, hvilket synspunkt tankerne stammede fra - endnu flere gange måtte jeg bladre tilbage for at holde rede på den aktuelle dato og tid. Det er selvfølgelig en nødvendig detalje for at holde styr på karakterernes færden, men ikke desto mindre en forvirrende én af slagsen.
Selv om de kvindelige karakterers stemmer minder om hinanden, skal det dog siges, at alle karakterer i bogen har en god ting tilfælles: ingen er perfekte. Ikke alene miljøet er realistisk, karaktererne lider alle af laster, som jeg fandt ulideligt realistiske. Dét er en af grundene til, at bogen - trods det at den er typisk for sin genre - formår at røre noget i læseren ud over den nysgerrighed, thriller-genren fremprovokerer. Jeg er ikke blæst bagover af romanen, men Paula Hawkins formår at åbenbare læseren for, at ingen er perfekte, selv om de ser sådan ud ved første øjekast, når man spotter dem i toget.

/ Michella

The Madness of a Seduced Woman - Susan Fromberg Schaeffer

The Madness of a seduced Woman af Susan Fromberg Schaeffer, fra forlaget Pocket Books, udgivet i 2007 (originalt udgivet i 1984).
5/5 stjerner

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte min anmeldelse af The Madness of a Seduced Woman. For et års tid siden stod jeg i en lufthavn nær London og brugte ventetiden på at udvælge de sidste bøger, der skulle udgøre mit  store bogindkøb på denne rejse. Da jeg faldt over denne bog, gjorde forsiden, titlen og bagsideteksten om en ung kvindes besættelse af en mand ved navn Frank mig så nysgerrig, at jeg straks købte bogen. Det er gyldne øjeblikke som disse, jeg husker. Jeg foruroliges over, hvor tilfældigt jeg stødte på denne perle, hvor let jeg kunne have overset den. Og tanken om alle de fantastiske bøger man overser, fordi de ikke står øverst på populære læselister, skræmmer mig. Men frem for alt glædes jeg over den fantastiske bog, der siden august har dannet en hel verden for mit indre øje. 
     Agnes Dempster er en helt normal pige, der vokser op på en helt normal gård i Vermonts bjerge. Og så alligevel ikke. Agnes er nemlig noget særligt, og gennem hendes tilbageblik og refleksioner over hendes liv og personerne i det får læseren lov til at opleve verden, som Agnes ser den. Agnes fortæller historien om sit liv, som starter, før hun kom til verden og slutter, efter hun forlod den. Jeg vil ikke komme nærmere ind på handlingen, da den simpelthen skal opleves, som Agnes fortæller den. 
Ved hjælp af bogens længde gør Susan Schaeffer det muligt for læseren at få et ekstremt nuanceret billede af Agnes Dempster. Hun er - kan jeg sige uden tøven - en af de mest interessante karakterer, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med, og bogens drivkraft ligger i læserens ønske om at forblive ved Agnes' side og se, hvilke konsekvenser hendes både skrøbelige og ekstreme psyke får for hendes liv. 
     Jeg kan ikke anbefale denne bog nok. Jeg har sjældent følt en lignende sympati for en karakter. Agnes Dempster både tiltaler og frastøder sin læser på én og samme tid. Det er en makaber og ærlig fortælling, som bliver hos en. 

"It is the one who loves almost to distraction who is the best, and I am that one."

The Miniaturist - Jessie Burton

The Miniaturist af Jessie Burton, fra forlaget Picador, udgivet i 2014.
2/5 stjerner

Året er 1686 og Nella er netop flyttet til Amsterdam. Hun er efter at have indgået et fordelagtigt ægteskab med Johannes Brandt flyttet ind i hans hus, hvor også søsteren Marin og tjenestefolkene Otto og Cornelia bor.

På trods af sin status som nygift føler Nella sig helt alene i den nye, fremmede verden. Johannes viser hverken interesse eller ømhed, og Marin forsøger end ikke at skjule sin foragt for Nella. Den eneste ægteskabet bringer med sig er den bryllupsgave, Nella modtager af Johannes: en miniatureudgave af det dystre hus, Nella netop er flyttet ind i.

For at skubbe bekymringen om sin uengagerede ægtemand på afstand fordyber Nella sig i kabinettet. Hun kontakter en miniaturerist med et ønske om specifikke genstande, hun kan pryde huset med. Da hun modtager den forventede pakke, er indholdet dog alt andet end forventet. Pakken indeholder de genstande hun har bedt om – og mere til. Hun modtager miniaturemøbler, som er nøjagtige kopier af dem, der står i hendes nye hjem. Nella forfærdes over miniaturistens uforklarlige indsigt i sit liv og hjem, men hun fascineres samtidig af denne mystiske person, som med ét udgør en hemmelighed, Nella skjuler og finder trøst i, når den verden hun er uforsonlig med giver hende mere modstand, end hun kan klare at håndtere. Nella modtager flere pakker fra miniaturisten, som hun uden held forsøger at møde ansigt til ansigt og udspørge om meningen med de små, skæbnesvangre genstande. Hver pakke indeholder en ny overraskelse, og Nella må indse, at de tilsyneladende uskyldige gengivelser af genstande og folk hun kender hver især varsler om forandring. 

     Denne bog lovede en masse. Forsiden er både smuk og mystisk, og den løfter sløret for, hvordan Nellas liv påvirkes af dukkehuset og miniaturedukkerne. Jeg så frem til en bog, hvori virkelighed og fiktion ville blive ét. Dette ønske blev til dels opfyldt, men langt fra på den måde jeg forestillede mig. Bagsideteksten lover magi og overraskelser, men min spænding forblev uforløst. Ud over et par tunge, familiære hemmeligheder lever bogen ikke op til løftet om overraskelse. Dukkehusets og dets rolle i Nellas liv er langt hen ad vejen uforståeligt for Nella selv, og som læser bliver man desværre heller aldrig helt klog på, hvordan det hele hænger sammen. Jeg forventede meget, måske for meget, af denne bog, men når man – imens man læser – glæder sig til at blive færdig, så man kan gå i gang med en ny bog, er der desværre ikke meget at diskutere. Denne bog var ikke noget for mig.

     Det skal dog siges, at Burtons sprog var både smukt og beskrivende. Jeg har aldrig været i Amsterdam, men alligevel dukkede klare, detaljerede billeder op i mit hoved, når jeg læste om Nellas færd gennem byen langs kanalen. Havde jeg haft andre forventninger til bogen, ville skuffelsen måske ikke være lige så stor, men når man forventer en historie, der tager udgangspunkt og cirkulerer om et magisk dukkehus, så er en fortælling om en fremmed by og en bidsk familie og dennes hemmeligheder ikke tilfredsstillende. 

Har i læst bogen, og blev jeres forventninger indfriet? Har en bagsidetekst nogensinde givet jer andre forventninger end dem, bogen kunne opfylde? 

/ Michella 

Historien om A. J. Fikrys Liv - Gabrielle Zevin

Historien om A. J. Fikrys Liv (original titel: The Storied Life of A. J. Fikry) af Gabrielle Zevin, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2015 (originalt udgivet i 2014), læst på dansk (originalsproget er engelsk)
4/5 stjerner

A. J. Fikry, ensom enkemand med tendens til at drikke for meget, lever en isoleret tilværelse som boghandler på den lille ø Alice Island. Han har ikke megen kontakt til de andre indbyggere på øen, og det har han det også fint med. Eller har han? 
En dag dukker Amelia Loman op. Hun kommer fra forlaget Knightley Press og er rejst til Alice Island for at fortælle Fikry om den kommende sæsons litterære nyheder. Fikry er som sædvanlig ikke imødekommende, og det eneste hun modtager fra ham er brok over, at hun har overtaget stillingen fra Harvey Rhodes, som plejede at komme og præsentere den kommende sæsons nyheder samt brok over det dårlige udvalg. 
Ikke meget tyder på en lykkelig slutning for A. J. Fikry, men en dag tager hans liv en uventet drejning, da tre-årige Maya sidder på gulvet i hans butik uden en forælder i nærheden. Fikry skal træffe sit livs valg, og udfaldet får stor indflydelse på hans fasttømrede tilværelse. 
Romanen skildrer ved hjælp af humor, læseglæde og sorg, hvordan livet udformer sig for Fikry. Det er en roman man lever sig ind i og investerer følelser i. Man følger hovedpersonens op- og nedture, men mest af alt tager man del i hans kærlighed til litteraturen. 
Historien om A. J. Fikrys Liv er nemlig en roman om læseglæde. Kort sagt. Det er en roman om glæde og sorg, men den glæde, litteraturen formår at skabe i os mennesker - uanset om vi er unge eller gamle, boghandlere eller politibetjente - står i centrum. 

En af de eneste grunde til, at jeg ikke giver bogen 5/5 stjerner er, at jeg blev forvirret over beskrivelserne af A. J. Fikry som værende en gammel, gnaven mand med haltende sociale egenskaber og fasttømrede holdninger angående god og dårlig litteratur, da han blot er 39 år gammel. Det forblev et irritationsmoment for mig, da jeg - på det tidspunkt hans alder røbes - allerede havde dannet mig et billede af manden som værende meget ældre. Det er som om hans unge alder skyldes en nødvendighed, der får plottet til at hænge sammen; han må ikke være for gammel til at kunne tage sig af en efterladt pige på tre år - han er dog gammel nok til at have fordomme om alle omkring sig, hvilket ødelægger illusionen af en 39-årig mand for mig. 

Jeg vil dog stadig give en klar anbefaling til alle der elsker, eller drømmer om at elske, litteratur til at investere i denne perle af en bog. Det er en bog man ikke fortryder at have læst, for selvom romanen er let underholdning, rummer den så mange vigtige pointer, som vi alle bør huske på i vores rejse gennem livet. 

Det sværeste ved at afslutte denne bog var for mig at tage afsked med Island Books. Jeg drømmer om at træde ind i en boghandel, hvor ejeren selv står bag disken og deler ud af sin viden og kærlighed til litteraturen. Har i nogensinde befundet jer i en boghandel hvis stemning oser så meget af kærlighed til litteratur, som det er tilfældet i Island Books? 

/ Michella  

Stadig Alice - Lisa Genova

Stadig Alice af Lisa Genova (original titel Still Alice), fra forlaget Cicero, udgivet 2014 (originalt udgivet i 2007), læst på dansk (originalsproget er engelsk) 

4/5 stjerner

Jeg valgte at købe denne bog i en stresset periode. Det er som et tovtrækkeri. Flytning og aflevering af bachelorprojekt trækker så hårdt de kan i den ene ende af tovet mod arbejde og lektier i den anden. Min tid og mine tanker er et kaos, og midt i dette kaos befinder min skrøbelige bogblog sig. Jeg vil så frygteligt gerne, men i øjeblikket er der simpelthen ikke tid til at opdatere bloggen så ofte som før, da jeg ganske enkelt ikke læser meget andet end lektier og litteratur til mit bachelorprojekt. 

Det er en beslutning jeg har taget, men pludselig befinder bogen om Alice sig foran mig. 

Jeg så Julian Moore vinde en Oscar for hovedrollen i filmatiseringen af romanen, og det lugter langt væk af en bog man skal læse. Det har jeg nu gjort, og jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. 

Dette er ikke en bog man læser for plottets skyld. Alice Howland får stillet diagnosen Alzheimers i en alder af bare 50 år, og både hun og læseren ved, at herfra kan det kun gå ned ad bakke i takt med at hendes hjerne svinder ind. Dette er ikke en bog man skal læse for plottets skyld, det er en bog man skal læse for oplevelsens skyld; for at udvide sin horisont og sætte sig ind i, hvordan ofrene for denne sygdom pludselig rives ud af livets vandte rammer. 

Jeg havde ikke engang læst halvdelen af bogen før jeg måtte knibe en tåre. Jeg reagerer sjældent højlydt på det jeg læser, men Stadig Alice ramte mig lige i hjertet. Man følger, ud over Alice selv, hendes familie på denne rejse gennem sygdommens udvikling. Det er ikke til at holde ud, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis det skete for min egen familie. 

Alice kæmper for at vise, at hun stadig er sig selv på trods af sygdommen, hun er still Alice. Hun får sin dødsdom i en ung alder, men det ændrer ikke på at hun stadig er i live, still Alive. 

Det er en realistisk roman, der både skildrer Alices og hendes families håndtering af sygdommen. Hendes mand John håndterer forløbet langt fra perfekt. Han er der ikke for Alice, når hun virkelig har brug for ham - for hvem er der for ham? Det er en historie om både ofre og pårørende, to lejre som begge har brug for støtte, men som har undeligt svært ved at støtte hinanden. 

Det er en personlig, rørende bog, og Lisa Genova trækker på personlig erfaring, når hun beskriver hvordan Alzheimers uventet river tæppet væk under sine ofre. 

Jeg kan kun opfordre jer til at læse den, for den giver et direkte indblik i, hvad det vil sige at være menneske og få at vide, at livet ender før man havde planlagt, at alt det man har arbejdet for nu skal lægges til side og de sidste ønsker prioriteres og udleves. 

Jeg er imponeret over bogens evne til at røre mig, og jeg kan ikke vente med at opleve Julian Moore påtage sig rollen som Alice. 

Har i læst bogen, eller vælger i filmatiseringen? 

/Michella 

Askeblomster - Patrick Modiano

Askeblomster af Patrick Modiano (original titel Fleurs de ruine), fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet 2014 (originalt udgivet i 1991) 

Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof 

2/5 stjerner

I Askeblomster bliver læseren præsenteret for Paris gennem fortællerens vandring igennem byen i 1969. Bestemte steder fremkalder minder, hvis mystik præger fortællerens destinationer. Et ungt par mistede livet i 1933. Årsagen var tilsyneladende selvmord, men politiet fik aldrig lukket sagen. Parret mødte muligvis et andet par en aften i byen og befandt sig i et hus med en rød elevator, men andre spor har fortælleren ikke at gå efter. Fortælleren mindes en mystisk mand ved navn Pacheco, som muligvis har benyttet sig af skiftende identiteter og som tilfældigvis boede i en bygning med en rød elevator.

I fortællerens forsøg på at afdække mysterierne om parrets død og Pachecos sande identitet, dukker nye minder op, og pludselig er det tanker om både fortællerens far, der levede i Paris under besættelsen, samt hans elskede Jacqueline, der styrer fortælleren på hans vandring gennem byen. Romanens mysterier og endeløse spørgsmål bliver aldrig besvaret, men de bidrager til fortællerens oplevelse af den by han kender så godt. 


Romanen Askeblomster af Patrick Modiano sprang samtlige pladser over på min to-be-read liste, da jeg i boghandleren fik øje på den frontvendte bog på hylden blandt skønlitterære klassikere og nyheder, hvis flotte og simple forside straks gjorde mig opmærksom på, at Modiano i 2014 fik tildelt Nobelprisen i litteratur.Efter at have læst bagsideteksten, steg mine forventninger øjeblikkeligt, da Paris i flere litterære værker fremstår som en magisk by med et motto i stil med: ”survival of the fittest - and richest”. Jeg forventede en jordnær, personlig erindringsroman, hvis skildring af den franske hovedstad og byens håbefulde indbyggere forhåbentligt kunne hamle op med Flauberts L’Éducation Sentimentale og Balzacs Le Père Goriot. Disse forventninger blev desværre kun til dels opfyldt. Romanen er ekstremt jordnær og tilstede, men vandringen gennem Paris foregår som en endeløs opremsning af gadenavne. Desværre i en sådan grad, at man som læser - hvis ikke man er velbevandret i Paris - forbliver distanceret til byens atmosfære, og de personlige minder fremstår som brudstykker, som en form for mellemlægspapir hvis formål er at adskille gadenavnene fra hinanden, og de ender desværre med at drukne i læserens kartografiske uvidenhed og deraf forvirring.

Har i læst Askeblomster, og opfyldte den jeres forventninger? Kan forfatterens prisvindende titel sætte for høje forventninger hos læseren?

/ Michella 

The Picture of Dorian Gray - Oscar Wilde

The Picture of Dorian Gray af Oscar Wilde, fra forlaget Folio Society, udgivet 2011 (originalt udgivet i 1890/91)
3,5/5 stjerner

Jeg står i øjeblikket på tærsklen til et nyt og vigtigt kapitel i mit liv og uddannelse. Til maj skal min hidtil vigtigste opgave, mit bachelorprojekt, afleveres.
Det har været en kamp for mig at lægge mig fast på et emne, men det lykkedes til sidst: opgaven vil tage sit udgangspunkt i Oscar Wildes roman The Picture of Dorian Gray med fokus på dobbeltgængermotivet.

Dorian Gray er en ung, smuk og uskyldig mand. Han fungerer som muse for vennen Basil Hallward, som ofte maler portrætter af ham. Alt emmer af kunst, skønhed og idyl indtil den dag, Dorian møder Basils ven, Lord Henry Wotton. De to falder i snak, og inden længe får Lord Henry indpodet ham, hvor vigtigt hans gode udseende er for ham. Fra dette øjeblik vil Dorian Gray gøre alt for at forblive ung, og han sælger, uvidende, sin sjæl for at få lov at forblive ung og smuk, imens portrættet af ham ældes. Dorian Gray forbliver ung, men hans bekendtskab med Henry Wotton og dennes anderledes filosofi ændrer Dorians personlighed.
Inden længe oplever den naive Dorian Gray sin første mislykkede kærlighed, og mere skal der ikke til, før hans egoistiske sjæl fordærver ham selv og den svage Sibyl Vane, der for en kort stund var genstand for hans kærlighed.
Dorian Gray forfærdes over den råddenskab, der har ramt hans sjæl og som manifesterer sig gennem maleriet, men selvom han forsøger at rette op på dette og genvinde sit gamle, uskyldige jeg, fortsætter hans nedtur for til sidst at ende i ren desperation og fatale handlinger.
Jeg ønsker at give kommende læsere af romanen mulighed for selv at erfare Dorian Grays udvikling, og jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på, hvilke handlinger han foretager eller hvordan de påvirker udfaldet.
     Jeg elsker den fantastiske genre, og romanen er genremæssigt spændende, da den blæser i flere retninger på samme tid. Der er en masse ting på spil, som er typisk for genren, men samtidig ligger Wildes oprindelige budskab og ulmer under en overflade af kærlighedsaffærer, snak om kunst, skønhed og råddenskab. Den reviderede udgave af romanen, den eneste udgave der kunne accepteres af samtidens England, har bortredigeret Wildes egentlige, provokerende budskab med romanen, nemlig budskabet om accepten af det homoseksuelle individ. Resterne af forfatterens formål med romanen kan anes i form af de meget nære venskaber og fascinationer mellem Dorian Gray, Basil Hallward og Lord Henry Wotton.

Jeg er begejstret for romanen, men efter jeg gennem research er blevet bekendt med forfatterens oprindelige intention med romanen, kan jeg ikke lade være med at betragte visse passager i romanen som fyld; fyld der må udgøre det for de stærke men udslettede budskaber. Især Sibyl Vanes hævngerrige bror James udgør for mig en uforståelig karakter, der alt for let fejes af banen og dermed intet formål for plottets udvikling har. Et sted på en ussel pub har folk fået nys om Dorians hemmelighed, hans pagt med djævlen, men vi finder aldrig ud af hvorfra de har denne viden, og disse mennesker forbliver på værtshuset frem for at drage ud og afsløre Dorians foretagne.
Litteratur kan ændre den verden vi lever i, og The Picture of Dorian Gray er et eksempel på en roman, der ikke har fået lov til at udfylde sin rolle optimalt. Romanen er underholdende og giver stof til eftertanke, men på grund af den omskrivning, den har været udsat for, kan jeg ikke give mere end 3,5 stjerner. Jeg vil dog samtidig anbefale jer at læse den, hvis i elsker den fantastiske genre og fascineres af menneskets mørke side.

/ Michella

"Did Charles Dickens ever write anything fun?"

Weird Things Customers say in Bookshops af Jen Campbell, fra forlaget Constable, udgivet 2012 
3/5 stjerner

Weird Things Customers say in Bookshops er en samling af humoristiske og til tider sørgelige dialoger mellem kunder og ekspedienter fra boghandlere over hele verden. De engelske boghandlere Edinburgh Bookshop og Ripping Yarns er de primære kilder, men bogen rummer derudover dialoger fra blandt andet Australien, Sydafrika og USA. 
Mange af samtalerne skildrer forvirrede og frustrerede kunder, og jeg kan som ansat i en boghandler sagtens nikke genkendende til, hvor frustrerende det kan være for både kunde og ekspedient, når kunden beder om hjælp til at finde en bestemt bog og sagtens kan fortælle, hvordan bogen ser ud, og hvilken nationalitet forfatteren har, men derimod hverken kan huske titlen eller forfatterens navn. 
Da jeg opdagede, at der fandtes en bog der bestod af sådanne samtaler og kommentarer, måtte jeg straks have fat i den. Det er en af de sjoveste bøger, jeg nogensinde har læst, men samtidig måtte jeg flere gange sukke dybt og ryste på hovedet over den uforskammethed, mange mennesker kaster i hovedet på den frustrerede ekspedient, der ikke er i stand til at opfylde kundens urealistiske ønsker; som når en kunde ønsker at tale med chefen, idet ekspedienten fortæller ham, at en bog der er købt hos Waterstone's ikke kan byttes hos Edinburgh Bookshop. 
At kunderne fremstilles ignorante og naive er som det er, men ekspedienternes svar på de både anderledes og overraskede spørgsmål er uhyggeligt skarpe, nedladende og velovervejede. Ekspedienterne fremstilles så rappe i replikken, at jeg mistænker dem for at have pyntet på den historie, de har videregivet. Når man står overfor en kunde, behandler man personen med respekt, men det er langt fra tilfældet i alle disse dialoger, hvilket både bidrager til bogens underholdningsniveau og utroværdighed. 
På trods af denne mistanke, kan jeg varmt anbefale denne lille sag til enhver der elsker bøger og fascineres af menneskets til tider uforståelige tankegang. Den er hurtigt læst, men den er underholdende og fremkalder høj latter hos sin læser - og når man har lagt den fra sig kan man heldigvis gå ud og anskaffe sig More Weirds Things Customers say in Bookshops, en fortsættelse jeg stadig har til gode men uden tvivl skal underholde mig med en dag. 

Har i nogensinde overhørt en tragikomisk samtale i en boghandler, som fortjener at blive husket, eller har i selv optrådt som den forvirrede kunde eller opgivende ekspedient?

/ Michella

Beautiful notebooks

Jeg har længe haft et godt øje til de smukke notesbøger fra Paperblanks, men på grund af prisen har jeg gentagne gange sat bøgerne tilbage på hylden med et suk. Jeg har beundret dem i flere måneder, og nu har jeg endelig taget mig sammen og erhvervet mig to - ja, jeg begrænsede mig - af disse skønheder.
Begge notesbøger er dækket af det smukkeste sølvmønster, som slynger sig hen over omslagets farve. Bøgerne holdes ekstra godt lukkede af de smukkeste metal-lukninger, og når bogen er lukket, snor et smukt mønster sig ned langs siderne.
De er så smukke, som de står på min hylde og stråler, men nu hvor jeg har købt dem, skal jeg samtidig træffe en svær beslutning: hvad skal jeg dog bruge dem til?
Der er intet så inspirerende som et blankt stykke papir eller en urørt notesbog, og af den årsag ejer jeg allerede en del notesbøger med forskellige formål: dagbog, drømmedagbog, rejsedagbog og 'to be read' notesbog.
Jeg har brug for en virkelig god grund til at skrive i mine to nye notesbøger, som jeg knap nok nænner at røre ved, men samtidig har unægteligt lyst til at skrive i.

Har i selv oplevet en lignende angst for at påbegynde en smuk notesbog og dermed risikere at ødelægge dens perfektion, og har i nogle idéer til, hvad jeg kan udfylde mine med? 

/ Michella

The Night Circus - Erin Morgenstern

The Night Circus af Erin Morgenstern, fra forlaget Anchor Books, udgivet 2012 (originalt udgivet i 2011)
4/5 stjerner

Jeg elskede The Night Circus!

Den lod mig forsvinde ind i en anden verden i eksamensperioden, et fantastisk, magisk univers som jeg stadig tænker tilbage på og ville ønske var virkeligt.

Alene den måde folk har beskrevet bogen på samt den magiske forside satte mine forventninger højt. Bagsideteksten afslører, at et farligt kærlighedsdrama mellem de to duellanter Marco og Celia vil tviste de planer, der på forhånd var lagt for dem. Jeg var klar på kærlighed, magi, og farer, men på det punkt blev jeg en smule skuffet. Erin Morgenstern bruger en stor del af bogen på at kridte stregerne op mellem duellanterne, men spillets regler forbliver alligevel vage for både læseren og hovedpersonerne. Den skæbnesvangre kærlighedsaffære indtræffer derudover først i sidste halvdel af bogen, og jeg ville sådan ønske, at den varede længere; at Celia og Marco delte flere stunder sammen; en så stærk kærlighed har højst sandsynligt brug for mere end et par intime møder og udvekslinger af blikke for at udvikle sig til mere end en øjeblikkets forelskelse. Jeg ville også ønske, at de træk duellanterne foretager mod hinanden var tydeligere og besad en dybere mening frem for blot at blive overfladisk nævnt i sidste ende. Det fantastiske cirkus danner scene for en årelang duel, men der bliver fokuseret for meget på selve cirkusset frem for duellen, som desværre drukner i magiske telte, chokolademus og cider.

Derudover blev jeg forvirret af de skiftende årstal fra kapitel til kapitel. Selvfølgelig giver det en puslespilsagtig effekt, at jo længere man læser, jo mere af plottet afdækker man, men jeg måtte flere gange gå tilbage og tjekke navne og årstal for at forstå plottet, så for mit vedkommende var denne struktur ikke vellykket.

Jeg synes det er svært at tildele bogen stjerner, da den på den ene side skuffede mig en smule, imens den på den anden side var præcis, som den skal være. Selvom jeg blev en smule forvirret og frustreret i min læsning af bogen, skal der ikke herske tvivl om, at den indtager pladsen som en af mine yndlingsbøger. Den var enestående, magisk. Den formåede at skabe en stemning, der kravlede ud mellem siderne og omsluttede mig som læser, og jeg kunne tydeligt se Le Cirque des Reves for mig. Min største glæde ved at læse forekommer idet en bog formår at male tydelige billeder for mit indre øje, og det formåede The Night Circus til perfektion!

Har i læst bogen, og har i nogle kritikpunkter, eller gik fortællingen rent ind hos jer?

/ Michella

London book haul

Sidste uge tilbragte jeg i London med min kæreste. Ugen bestod af utallige gåture fra seværdighed til seværdighed, en fantastisk musical, lækker mad og en evig jagt på spændende boghandlere og nye skatte.
Før turen glædede jeg mig til at komme til London og købe en masse bøger. Kort før vi rejste, aftalte jeg med mig selv, at jeg skulle droppe den plan af hensyn til vægt i kufferten. Da vi var nået frem, og jeg åbnede døren til vores lokale Waterstones, måtte jeg le opgivende af disse ambitioner, da det selvfølgelig er komplet umuligt ikke at købe alt for mange bøger med hjem fra Londons utallige skattekamre!
Jeg skrottede min plan og indledte jagten på de bøger, der kaldte på mig.

En del af de bøger jeg har købt stod allerede på min imaginære 'to be read' liste, og det må være argument nok for, at jeg ikke gik fuldstændig amok men formåede at gå nogenlunde målrettet efter specifikke titler og forfattere, hvormed visse køb må kunne siges at være legale.

I løbet af de første par dage købte jeg The Miniaturist og The Prisoner of Heaven, som begge er bøger jeg har læst om på andre blogs og uden tvivl selv må opleve. Carlos Ruiz Zafon bliver hyldet af utallige læseheste, og derfor røg The Watcher in the Shadows uden tøven op på disken, da den indgik i et tilbud med den bog, min kæreste netop var ved at betale.
Imens jeg snusede rundt efter bøger, stødte jeg derudover på The Shock of the Fall, som har vundet 'Book of the Year' hos kaffebaren Costa. Jeg så straks en lang række kaffedrikkende londonere forsvinde ind i denne bog for mig. Den lyder interessant og samtidig er den virkelig smuk. Den måtte med mig.

Jeg fik også fat i en lille, fantastisk bog: Weird Things Customers Say in Bookshops. Denne bog er en perle for enhver bogelsker, og som ansat i en boghandler kan jeg ikke andet end genkende og grine af de mærkværdige, naive og ignorante kommentarer, som ethvert bogsælgende individ jævnligt bliver mødt med.
I Hatchards, Londons ældste boghandler, stødte jeg på en klassiker, jeg længe har ønsket mig: Daphne Du Mauriers Rebecca, og det var jo perfekt, at jeg dermed fik fornøjelsen af at handle i denne smukke, gamle butik.

For enden af en lang gåtur med sikker destination lå The Folio Societys butik. Denne lille perle lå gemt på en lille sidegade, og jeg måtte derind! De laver de mest uimodståelige bøger af bedste kvalitet med smukke illustrationer. Jeg forlod butikken med et smil på læben og A Clockwork Orange og The Picture of Dorian Gray i hånden.

Londons historie er langt fra idyllisk, og den mørke tid har altid interesseret mig. Derfor måtte jeg selvfølgelig på jagt efter bøger om byens fortid, og jeg endte med at anskaffe mig Necropolis, en bog der afslører, at London er placeret på utallige gravsteder fra fortiden, og London's Great Plague, en dagbog ført af Samuel Pepys, der skildrer pestens hærgen, da den er på sit højeste i London i 1665.

Da vi ventede på vores fly i lufthavnen stødte jeg, selvfølgelig, på endnu en boghandler.... For at slå tiden ihjel gik jeg længe rundt og kiggede på bøger, og kom uundgåeligt til at hive dankortet frem endnu en gang. Jeg fik fingrene i The Book Thief, som jeg længe har villet læse, The Madness of a Seduced Woman, som lyder forfærdelig og fuld af spænding, og The Book of Sins, en bog der blev forbudt i Kina, da den med sine syv noveller skildrer menneskets instinktive kontakt med de syv dødssynder.
Til sidst skal det nævnes, at jeg har anskaffet mig den smukkeste notesbog, som fremover skal fungere som min 'reading journal'. I den vil jeg nedskrive mine læseoplevelser samt en vurdering af disse, så jeg kan holde styr på - og gå tilbage og se - hvilke bøger jeg har læst, og hvad jeg syntes om dem.

Der er intet så fantastisk som en litterær skattejagt!
Har i selv oplevet lignende book hauls i udlandet eller herhjemme, og hvordan mener i, at en bog gør sig fortjent til at forøge jeres kufferts vægt eller trætte jeres arm på en langt fra færdig shoppingtur?

/Michella

By the Book - Pamela Paul

By the Book af Pamela Paul, fra forlaget Henry Holt and Company, udgivet i 2014

4/5 stjerner

By the Book er en bog, som består af en samling på 65 interviews med forfattere, som er nøje udvalgt fra The New York Times Book Review af redaktøren Pamela Paul. Bogen skildrer en lang række forskellige forfattere, som deler deres mest personlige og overraskende læsevaner- og oplevelser.

Bogen giver et personligt indblik i forfatternes tanker om litteratur, og den er spækket med inspiration til fremtidige læseoplevelser. 

De fleste af de adspurgte er anerkendte forfattere, men til min overraskelse stødte jeg også på interviews med muskelbundtet Arnold Schwarzenegger og Breaking Bad stjernen Bryan Cranston aka Walter White.

Schwarzenegger tildeles en plads i bogen, fordi han blandt andet har skrevet en memoir, Total Recall, imens Cranston har indspillet en lydbog.

Jeg har altid opfattet Arnold Schwarzenegger som tom skal uden synderligt indhold, men hans svar i interviewet viser, at det tilsyneladende ikke er tilfældet. Han virker meget velovervejet og seriøs.

Bryan Cranston er som altid klar på god underholdning, og hans svar på spørgsmålet om hvilken forfatter, død eller levende, han helst vil møde, og hvad han ville spørge vedkommende om, fik mig i den grad til at grine:

”The Wizard of Oz novelist, L. Frank Baum. If he really was a racist as is rumored, did he have the Wicked Witch of the West killed off because he hated green people?”

Bogen indeholder interviews med en bred skare af forfattere; unge som gamle, humoristiske som seriøse. Det er inspirerende at dykke ned i hver enkelt forfatters tanker om litteratur, og et af de mere inspirerende svar, et svar der ramte mig dybt og forblev i min hukommelse, kom fra Francine Proses. Da hun skal svare på spørgsmålet om, hvilken bog der har haft størst indflydelse på hende, svarer hun således:

“One Hundred Years of Solitude convinced me to drop out of Harvard graduate school. The novel reminded me of everything my PhD program was trying to make me forget. Thank you, Gabriel García Márquez.”

Hvis dét ikke er inspiration i sin reneste form, så ved jeg ikke hvad er. Svaret viser samtidig, hvor stærke kræfter der er på spil i litteraturens verden. At bøger både kan underholde og berige sin læser med viden og lærdom, som i sidste ende kan ændre læserens liv.

Jeg er virkelig positivt overrasket over bogen, og jeg har siden modtagelsen af den haft svært ved at lægge den fra mig. Der er dog ét enkelt spørgsmål, der har været kilde til lettere irritation og frustration fra min side. Spørgsmålet går på, hvilken bog forfatteren ønsker at anbefale til præsidenten. Det er et spørgsmål, der kommer mange gode og velovervejede svar på, men samtidig et intimiderende spørgsmål, der får flere forfattere til at stoppe op. Flere store forfattere, inspirerende mennesker, mener ikke, at de har noget at bidrage med, når det handler om at rådgive præsidenten om bøger. Det er uden tvivl et svært spørgsmål, men jeg ville ønske, at flere forfattere turde komme med en ærlig anbefaling og en forklaring på, hvad netop denne anbefaling vil give præsidenten – han er trods alt kun et menneske.

Når det er sagt, springer nogle forfattere virkelig ud i det, når de skal besvare spørgsmålet. Et af de bedste og mest dristige svar kommer uden tvivl fra John Grisham:

”Fifty Shades of Grey. Why should he miss all the fun? Plus, it might loosen him up a bit.”

Bogen er som sagt en direkte inspirationskilde til fremtidig læsning, og jeg har besluttet at slutte mig til Neil Gaimans rejse i den litterære verden, hvor næste stop lyder: The Night Circus af Erin Morgenstern. Jeg fik bogen til min fødselsdag i december, og det er den bog, jeg med lettelse og overskud vil gribe fat i, når sidste eksamen i er overstået – både fordi jeg længe har ønsket at læse den, men også fordi det er lidt sjovt at dele en læseoplevelse med Neil Gaiman!

/ Michella