Askeblomster - Patrick Modiano

Askeblomster af Patrick Modiano (original titel Fleurs de ruine), fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet 2014 (originalt udgivet i 1991) 

Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof 

2/5 stjerner

I Askeblomster bliver læseren præsenteret for Paris gennem fortællerens vandring igennem byen i 1969. Bestemte steder fremkalder minder, hvis mystik præger fortællerens destinationer. Et ungt par mistede livet i 1933. Årsagen var tilsyneladende selvmord, men politiet fik aldrig lukket sagen. Parret mødte muligvis et andet par en aften i byen og befandt sig i et hus med en rød elevator, men andre spor har fortælleren ikke at gå efter. Fortælleren mindes en mystisk mand ved navn Pacheco, som muligvis har benyttet sig af skiftende identiteter og som tilfældigvis boede i en bygning med en rød elevator.

I fortællerens forsøg på at afdække mysterierne om parrets død og Pachecos sande identitet, dukker nye minder op, og pludselig er det tanker om både fortællerens far, der levede i Paris under besættelsen, samt hans elskede Jacqueline, der styrer fortælleren på hans vandring gennem byen. Romanens mysterier og endeløse spørgsmål bliver aldrig besvaret, men de bidrager til fortællerens oplevelse af den by han kender så godt. 


Romanen Askeblomster af Patrick Modiano sprang samtlige pladser over på min to-be-read liste, da jeg i boghandleren fik øje på den frontvendte bog på hylden blandt skønlitterære klassikere og nyheder, hvis flotte og simple forside straks gjorde mig opmærksom på, at Modiano i 2014 fik tildelt Nobelprisen i litteratur.Efter at have læst bagsideteksten, steg mine forventninger øjeblikkeligt, da Paris i flere litterære værker fremstår som en magisk by med et motto i stil med: ”survival of the fittest - and richest”. Jeg forventede en jordnær, personlig erindringsroman, hvis skildring af den franske hovedstad og byens håbefulde indbyggere forhåbentligt kunne hamle op med Flauberts L’Éducation Sentimentale og Balzacs Le Père Goriot. Disse forventninger blev desværre kun til dels opfyldt. Romanen er ekstremt jordnær og tilstede, men vandringen gennem Paris foregår som en endeløs opremsning af gadenavne. Desværre i en sådan grad, at man som læser - hvis ikke man er velbevandret i Paris - forbliver distanceret til byens atmosfære, og de personlige minder fremstår som brudstykker, som en form for mellemlægspapir hvis formål er at adskille gadenavnene fra hinanden, og de ender desværre med at drukne i læserens kartografiske uvidenhed og deraf forvirring.

Har i læst Askeblomster, og opfyldte den jeres forventninger? Kan forfatterens prisvindende titel sætte for høje forventninger hos læseren?

/ Michella 

The Picture of Dorian Gray - Oscar Wilde

The Picture of Dorian Gray af Oscar Wilde, fra forlaget Folio Society, udgivet 2011 (originalt udgivet i 1890/91)
3,5/5 stjerner

Jeg står i øjeblikket på tærsklen til et nyt og vigtigt kapitel i mit liv og uddannelse. Til maj skal min hidtil vigtigste opgave, mit bachelorprojekt, afleveres.
Det har været en kamp for mig at lægge mig fast på et emne, men det lykkedes til sidst: opgaven vil tage sit udgangspunkt i Oscar Wildes roman The Picture of Dorian Gray med fokus på dobbeltgængermotivet.

Dorian Gray er en ung, smuk og uskyldig mand. Han fungerer som muse for vennen Basil Hallward, som ofte maler portrætter af ham. Alt emmer af kunst, skønhed og idyl indtil den dag, Dorian møder Basils ven, Lord Henry Wotton. De to falder i snak, og inden længe får Lord Henry indpodet ham, hvor vigtigt hans gode udseende er for ham. Fra dette øjeblik vil Dorian Gray gøre alt for at forblive ung, og han sælger, uvidende, sin sjæl for at få lov at forblive ung og smuk, imens portrættet af ham ældes. Dorian Gray forbliver ung, men hans bekendtskab med Henry Wotton og dennes anderledes filosofi ændrer Dorians personlighed.
Inden længe oplever den naive Dorian Gray sin første mislykkede kærlighed, og mere skal der ikke til, før hans egoistiske sjæl fordærver ham selv og den svage Sibyl Vane, der for en kort stund var genstand for hans kærlighed.
Dorian Gray forfærdes over den råddenskab, der har ramt hans sjæl og som manifesterer sig gennem maleriet, men selvom han forsøger at rette op på dette og genvinde sit gamle, uskyldige jeg, fortsætter hans nedtur for til sidst at ende i ren desperation og fatale handlinger.
Jeg ønsker at give kommende læsere af romanen mulighed for selv at erfare Dorian Grays udvikling, og jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på, hvilke handlinger han foretager eller hvordan de påvirker udfaldet.
     Jeg elsker den fantastiske genre, og romanen er genremæssigt spændende, da den blæser i flere retninger på samme tid. Der er en masse ting på spil, som er typisk for genren, men samtidig ligger Wildes oprindelige budskab og ulmer under en overflade af kærlighedsaffærer, snak om kunst, skønhed og råddenskab. Den reviderede udgave af romanen, den eneste udgave der kunne accepteres af samtidens England, har bortredigeret Wildes egentlige, provokerende budskab med romanen, nemlig budskabet om accepten af det homoseksuelle individ. Resterne af forfatterens formål med romanen kan anes i form af de meget nære venskaber og fascinationer mellem Dorian Gray, Basil Hallward og Lord Henry Wotton.

Jeg er begejstret for romanen, men efter jeg gennem research er blevet bekendt med forfatterens oprindelige intention med romanen, kan jeg ikke lade være med at betragte visse passager i romanen som fyld; fyld der må udgøre det for de stærke men udslettede budskaber. Især Sibyl Vanes hævngerrige bror James udgør for mig en uforståelig karakter, der alt for let fejes af banen og dermed intet formål for plottets udvikling har. Et sted på en ussel pub har folk fået nys om Dorians hemmelighed, hans pagt med djævlen, men vi finder aldrig ud af hvorfra de har denne viden, og disse mennesker forbliver på værtshuset frem for at drage ud og afsløre Dorians foretagne.
Litteratur kan ændre den verden vi lever i, og The Picture of Dorian Gray er et eksempel på en roman, der ikke har fået lov til at udfylde sin rolle optimalt. Romanen er underholdende og giver stof til eftertanke, men på grund af den omskrivning, den har været udsat for, kan jeg ikke give mere end 3,5 stjerner. Jeg vil dog samtidig anbefale jer at læse den, hvis i elsker den fantastiske genre og fascineres af menneskets mørke side.

/ Michella

"Did Charles Dickens ever write anything fun?"

Weird Things Customers say in Bookshops af Jen Campbell, fra forlaget Constable, udgivet 2012 
3/5 stjerner

Weird Things Customers say in Bookshops er en samling af humoristiske og til tider sørgelige dialoger mellem kunder og ekspedienter fra boghandlere over hele verden. De engelske boghandlere Edinburgh Bookshop og Ripping Yarns er de primære kilder, men bogen rummer derudover dialoger fra blandt andet Australien, Sydafrika og USA. 
Mange af samtalerne skildrer forvirrede og frustrerede kunder, og jeg kan som ansat i en boghandler sagtens nikke genkendende til, hvor frustrerende det kan være for både kunde og ekspedient, når kunden beder om hjælp til at finde en bestemt bog og sagtens kan fortælle, hvordan bogen ser ud, og hvilken nationalitet forfatteren har, men derimod hverken kan huske titlen eller forfatterens navn. 
Da jeg opdagede, at der fandtes en bog der bestod af sådanne samtaler og kommentarer, måtte jeg straks have fat i den. Det er en af de sjoveste bøger, jeg nogensinde har læst, men samtidig måtte jeg flere gange sukke dybt og ryste på hovedet over den uforskammethed, mange mennesker kaster i hovedet på den frustrerede ekspedient, der ikke er i stand til at opfylde kundens urealistiske ønsker; som når en kunde ønsker at tale med chefen, idet ekspedienten fortæller ham, at en bog der er købt hos Waterstone's ikke kan byttes hos Edinburgh Bookshop. 
At kunderne fremstilles ignorante og naive er som det er, men ekspedienternes svar på de både anderledes og overraskede spørgsmål er uhyggeligt skarpe, nedladende og velovervejede. Ekspedienterne fremstilles så rappe i replikken, at jeg mistænker dem for at have pyntet på den historie, de har videregivet. Når man står overfor en kunde, behandler man personen med respekt, men det er langt fra tilfældet i alle disse dialoger, hvilket både bidrager til bogens underholdningsniveau og utroværdighed. 
På trods af denne mistanke, kan jeg varmt anbefale denne lille sag til enhver der elsker bøger og fascineres af menneskets til tider uforståelige tankegang. Den er hurtigt læst, men den er underholdende og fremkalder høj latter hos sin læser - og når man har lagt den fra sig kan man heldigvis gå ud og anskaffe sig More Weirds Things Customers say in Bookshops, en fortsættelse jeg stadig har til gode men uden tvivl skal underholde mig med en dag. 

Har i nogensinde overhørt en tragikomisk samtale i en boghandler, som fortjener at blive husket, eller har i selv optrådt som den forvirrede kunde eller opgivende ekspedient?

/ Michella

Beautiful notebooks

Jeg har længe haft et godt øje til de smukke notesbøger fra Paperblanks, men på grund af prisen har jeg gentagne gange sat bøgerne tilbage på hylden med et suk. Jeg har beundret dem i flere måneder, og nu har jeg endelig taget mig sammen og erhvervet mig to - ja, jeg begrænsede mig - af disse skønheder.
Begge notesbøger er dækket af det smukkeste sølvmønster, som slynger sig hen over omslagets farve. Bøgerne holdes ekstra godt lukkede af de smukkeste metal-lukninger, og når bogen er lukket, snor et smukt mønster sig ned langs siderne.
De er så smukke, som de står på min hylde og stråler, men nu hvor jeg har købt dem, skal jeg samtidig træffe en svær beslutning: hvad skal jeg dog bruge dem til?
Der er intet så inspirerende som et blankt stykke papir eller en urørt notesbog, og af den årsag ejer jeg allerede en del notesbøger med forskellige formål: dagbog, drømmedagbog, rejsedagbog og 'to be read' notesbog.
Jeg har brug for en virkelig god grund til at skrive i mine to nye notesbøger, som jeg knap nok nænner at røre ved, men samtidig har unægteligt lyst til at skrive i.

Har i selv oplevet en lignende angst for at påbegynde en smuk notesbog og dermed risikere at ødelægge dens perfektion, og har i nogle idéer til, hvad jeg kan udfylde mine med? 

/ Michella

The Night Circus - Erin Morgenstern

The Night Circus af Erin Morgenstern, fra forlaget Anchor Books, udgivet 2012 (originalt udgivet i 2011)
4/5 stjerner

Jeg elskede The Night Circus!

Den lod mig forsvinde ind i en anden verden i eksamensperioden, et fantastisk, magisk univers som jeg stadig tænker tilbage på og ville ønske var virkeligt.

Alene den måde folk har beskrevet bogen på samt den magiske forside satte mine forventninger højt. Bagsideteksten afslører, at et farligt kærlighedsdrama mellem de to duellanter Marco og Celia vil tviste de planer, der på forhånd var lagt for dem. Jeg var klar på kærlighed, magi, og farer, men på det punkt blev jeg en smule skuffet. Erin Morgenstern bruger en stor del af bogen på at kridte stregerne op mellem duellanterne, men spillets regler forbliver alligevel vage for både læseren og hovedpersonerne. Den skæbnesvangre kærlighedsaffære indtræffer derudover først i sidste halvdel af bogen, og jeg ville sådan ønske, at den varede længere; at Celia og Marco delte flere stunder sammen; en så stærk kærlighed har højst sandsynligt brug for mere end et par intime møder og udvekslinger af blikke for at udvikle sig til mere end en øjeblikkets forelskelse. Jeg ville også ønske, at de træk duellanterne foretager mod hinanden var tydeligere og besad en dybere mening frem for blot at blive overfladisk nævnt i sidste ende. Det fantastiske cirkus danner scene for en årelang duel, men der bliver fokuseret for meget på selve cirkusset frem for duellen, som desværre drukner i magiske telte, chokolademus og cider.

Derudover blev jeg forvirret af de skiftende årstal fra kapitel til kapitel. Selvfølgelig giver det en puslespilsagtig effekt, at jo længere man læser, jo mere af plottet afdækker man, men jeg måtte flere gange gå tilbage og tjekke navne og årstal for at forstå plottet, så for mit vedkommende var denne struktur ikke vellykket.

Jeg synes det er svært at tildele bogen stjerner, da den på den ene side skuffede mig en smule, imens den på den anden side var præcis, som den skal være. Selvom jeg blev en smule forvirret og frustreret i min læsning af bogen, skal der ikke herske tvivl om, at den indtager pladsen som en af mine yndlingsbøger. Den var enestående, magisk. Den formåede at skabe en stemning, der kravlede ud mellem siderne og omsluttede mig som læser, og jeg kunne tydeligt se Le Cirque des Reves for mig. Min største glæde ved at læse forekommer idet en bog formår at male tydelige billeder for mit indre øje, og det formåede The Night Circus til perfektion!

Har i læst bogen, og har i nogle kritikpunkter, eller gik fortællingen rent ind hos jer?

/ Michella