Renselse - Sofi Oksanen

Renselse af Sofi Oksanen (original titel: Puhdistus), fra forlaget Rosinante, udgivet i 2013 (oprindeligt udgivet 2008)
5/5 stjerner

Sofi Oksanens roman Renselse er en historie om splittelse. Hovedpersonen Aliide er splittet mellem kærlighed og moral, ligesom hendes hjemland, Estland, gennem historiens tidsspand splittes gennem krige og forskellige politiske styrer. 
Historien om Aliide tager udgangspunkt i en søster jalousi, der er så stærk, at Aliides dømmekraft sættes på stand-by fra det øjeblik hendes store kærlighed, Hans Pekk, vælger søsteren Ingel frem for Aliide, som ellers havde udset sig denne mand. Aliide kan ikke klare at blive konfronteret med parrets åbenlyse kærlighed, og frem for at være lykkelig på sin søsters vegne, vælger Aliide at sætte alle kræfter ind på at gøre Hans til sin egen. 
Aliide er en yderst kompleks karakter. Hun er ondskabsfuld i ordets bogstavligste forstand; hun stikker Ingel og Hans' datter, Linda, med en nål, når ingen ser det, hun kan udelukkende se Ingels gode gerninger som spot mod sin egen person, og hun er ikke i stand til at drage moderlig omsorg for sit eget barn - værst af alt er det, at hun ingen moralske skrupler har.

"Hun lærte aldrig at gå lige så langsomt som et barn og kom trods de gode hensigter altid til at sætte farten op, så pigen blev nødt til at løbe. Aliide kunne godt se, at det virkede, som om hun ville stikke af fra sit barn, men det gav hende ikke dårlig samvittighed." 

Samtidig bunder Aliides nedprioritering af hendes nærmeste i det faktum, at hun - fra det øjeblik hun ser Hans Pekk for første gang - ikke kan slippe tanken om at blive hans. Hun er villig til at ofre alt, selv sin søster og sin niece, for at komme til at være alene med Hans. 

Mange år senere ramler fortid og nutid sammen: Aliide lever en isoleret tilværelse på sin gård, som er omkranset af hendes skov, men alligevel finder fortiden frem til hende, og hun konfronteres med Ingels efterkommer, Zara, hvormed hun bliver tvunget til at se tilbage på en tid med gerninger, hun i flere år har gjort alt for at fortrænge. 
Aliide har gennem tiden begået mange fejl, men måske er det, som romanens titel indikerer, muligt for selv den mest forræderiske og amoralske person at finde renselse i sidste ende. 

Romanens karakterer er så gennemførte, at de stadig fremstår tydeligt for mit indre øje, selvom det er uger siden jeg vendte bogens sidste side. Oksanen begår genistreg på genistreg med små, indskudte hentydninger til karaktererne og deres værdier, og romanen indeholder så mange lag, at man ikke blot kan dømme karaktererne ud fra deres handlinger, da disse altid har sine årsager. Hun formår derudover at koble Aliides udvikling sammen med den fordærvende flue, som både symboliserer råddenskab og fortrængning. Denne kobling gennemsyrer hele romanen, hvor den summer rundt mellem linjerne og løfter romanen til nye højder.
Af disse årsager, og mange flere, tildeler jeg uden tøven romanen fem ud af fem stjerner, og jeg ser frem til at dykke længere ned i Oksanens forfatterskab. 

Har i læst Renselse eller andre af Oksanens romaner, og var i lige så begejstrede som jeg?

/Michella 

Honeymoon i Paris - Jojo Moyes

Honeymoon i Paris af Jojo Moyes (original titel: Honeymoon in Paris), fra forlaget Cicero, udgivet i 2014 (oprindeligt udgivet 2012)
3/5 stjerner

Honeymoon i Paris er ikke en roman som Jojo Moyes' andre bøger, men en såkaldt novella; længere end en novelle, kortere end en roman. Der florerer i øjeblikket et par stykker af disse mini-bøger i boghandlerne rundt omkring i landet. Jeg forstår ikke helt tendensen, da jeg finder stor glæde i at fordybe mig i karaktererne i de bøger, jeg læser. På trods af fordomme som "disse små bøger kan man da aldrig rigtig nå ind på livet af, før sidste side er vendt?", viste denne bog sig dog at være et godt alternativ til de lange romaner på en aften, hvor hovedet ikke kunne overskue at tage hul på andet end en fin, lille, let bog. 

I Honeymoon i Paris følger vi Liv Halston, som i 1998 befinder sig i Paris, hvor hun er på bryllupsrejse med sin mand, David. Sideløbende med denne historie følger vi Sophie, som lige er blevet gift med kunstneren Èdouard. Sophie og Èdouard er bosat i Paris, og deres historie finder sted i 1912.

På trods af at de to nygifte par befinder sig i hver deres ende af 1900-tallet, har deres historier alligevel noget tilfælles: tvivlen på den ellers uovervindelige kærlighed. 

Liv har i kærlighedens navn giftet sig med David, selvom de ikke har kendt hinanden længe, og først på bryllupsrejsen indser hun, at David sætter jobbet som arkitekt før alt andet. Deres syv dage lange bryllupsrejse, som pludselig bliver til fem dage af praktiske årsager, bliver fra første dag et mareridt for Liv, der må traske alene rundt i kærlighedens by, imens David tager sig af vigtige forretningsmøder. 

Den ene dag tager den anden, og hver dag dukker nye forpligtelser op for David. Liv ender med at blive så desperat, at hun takker ja tak, da en fremmed mand inviterer hende på kaffe. Her går det op for hende, at hendes ægteskab har alvorlige problemer, men hvordan løser man disse problemer, når ens mand slet ikke er tilstede? 

Tilbage i 1912 er verden en anden. Paris er en by hvor enhver har et omdømme at tænke på, og hvor utroskab er noget man vender det blinde øje til. 

Sophie stammer fra provinsen, og selvom hun har giftet sig med kunstneren Édouard, betyder det ikke at diskussionen om klasseforskel er ovre. Enhver kan se, og tager sig den frihed at påtale, at Sophie ikke fortjener en mand som Édouard. Disse hentydninger kan ikke forårsage skår i glæden hos det nygifte par, men da en af Èdouards tidligere muser fortæller Sophie, at enhver mand før eller siden er sin kone utro, og at dette er noget hun forventes at acceptere, bliver det hele for meget for Sophie, der pludselig får øjnene op for forskellene mellem hende og Èdouard. 

Både Liv og Sophie mister troen på ægte kærlighed, en kærlighed de på trods af ægteskabets ulykkelige udvikling begge har oplevet med disse mænd.

Selvom det ser sort ud for begge par, formår Moyes at binde en smuk og lykkelig sløjfe på historien, en slutning der på bedste romantiske vis løfter læserens humør - som læser opnåede jeg endda en følelse af atter at være nyforelsket, hvilket må siges at være en kompliment til både Moyes' skrivestil og hendes lille bog. 

/Michella

Afdeling Q serien - Jussi Adler-Olsen

Den Grænseløse af Jussi Adler-Olsen, anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, udgivet i 2014 

Jussi Adler-Olsen indtager uden tvivl en høj rangeret plads blandt mine danske yndlingsforfattere. 

Jeg elsker serien om Afdeling Q ligesom størstedelen af danmark og de andre 124 lande, der sluger historien om Carl Mørck, Assad og Rose råt. 

Jeg har set filmatiseringerne af de to første bøger i serien, Kvinden i Buret og Fasandræberne, men min holdning til dem er en anelse splittet. Jeg synes det er nogle gode film, og at skuespillerne gør det godt, men jeg synes, at det er en skam for bogen, når folk udelukkende vælger at se filmatiseringerne frem for at læse bøgerne. Det er en kendsgerning, at det er stort set umuligt at indfange hele bogens sjæl på det store lærred, og i dette tilfælde mangler især én komponent klart i filmatiseringerne: det udefinerbare, udfordrende og geniale forhold mellem Carl, Assad og Rose. 

Fra første bog i serien bliver Carl og læseren introduceret for Carls nye assistent, Assad. Her er tale om en helt speciel personlighed, som præsenterer Carl for alt lige fra te med et sukkerindhold, der vil få en cola til at fremstå sund samt et uudtømmeligt repetoire af kamel-ordsprog. 

Senere i serien bliver Rose en del af Afdeling Q, og pludselig bliver Carls tålmodighed og vanemæssige lur ved skrivebordet sat på prøve. Seneste skud på Afdeling Q-stammen er en fyr ved navn Gordon, som vi endnu ikke ved meget om, og Carls indre lager af rummelighed og overskud til omverdenen er efterhånden ved at være brugt op. 

Grundet en familie som ligeledes er vild med Afdeling Q, har jeg ikke hele serien stående i reolen i øjeblikket. 

På billedet ses første, tredje, femte og sjette bind i serien. 

   Jeg mener ikke, at filmatiseringerne lægger vægt nok på disse karakterers forskelligheder og den løbende udvikling i deres indbyrdes færden og samarbejde. Carl og Assads forhold gennemgår, som resultat af deres partnerskab og de farer, de sammen må se i øjnene, en markant udvikling, og både Carl og læseren begynder at føle sig fortrolig med Assad. Han virker som en betænksom og ligefrem person, men jo flere sider vi vender, jo flere bøger vi fortærer, jo flere spørgsmål vedrørende Assad og Roses sande identiteter begynder skyde op mellem linjerne som pukler på en kamel.  

Ud over den fantastiske trekløver er bøgerne spækket med humor. Man fornemmer tydeligt Carls irritation over verden generelt, Assads evige optimisme og Roses korte lunte. Derudover er hver bog i serien bygget op omkring samme struktur: på den ene side følger man politiets nutidige efterforskning af en given sag, og på den ene side følger man diverse mennesker, der har med forbrydelsen at gøre, over en længere periode. Både tiden og personerne nærmer sig i løbet af bøgerne hinanden for til sidst at kollidere i ren spænding,, og det er derfor stort set umuligt at lægge en af seriens bøger fra sig, når først man er begyndt.

Hver bog har sin egen forbrydelse at opklare, men den sande cliffhanger er i mine øjne de faste karakterer og deres udvikling, og jeg kan derfor kun opfordre alle til at læse Jussis fantastiske fortællinger om Afdeling Q. 

/Michella 

Har I stiftet bekendtskab med bøgerne, og hvad elsker I mest ved Carl, Assad og rose og deres forsøg på at acceptere hinandens forskelligheder?

Tanker om studiestart, læsestress og årets Bogforum

Så skal der deles tanker endnu en gang. Denne gang samler de sig om intet mindre end årets Bogforum, som løb af stablen i denne weekend, samt den "læsestress" jeg er ramt af, og om det da overhovedet kan siges at være en dårlig ting?

Der går i øjeblikket længere tid end normalt mellem mine indlæg, og det skyldes at jeg er startet på mit nye semester, og at jeg derfor ganske enkelt ikke får læst min fritidslæsning lige så hurtigt som førhen, da mit fokus er rettet mod det, vi læser på studiet. Det skal dog siges, at læsebyrden er både lettere og mere lækker i dette semester end tidligere. Jeg tog i september hul på tredje og sidste år af min bachelor i litteraturvidenskab, og i stedet for at vælge et valgfag, fik jeg muligheden for at fortsætte på den litteraturvidenskabelige linje. Det betyder, at vi i løbet af dette tredje år skal fokusere mere på nyere tendenser og litteratur, end vi har gjort de to forrige år, hvor vores baggrundsviden og generelle kendskab til verdens litteratur er blevet bygget op. 

Det er skønt endelig at fokusere på nyere litteratur, og det er nogle gode værker, vi arbejder med. I øjeblikket læser jeg Sofi Oksanens Renselse, og den skruer mine forventninger højere og højere op for hver side jeg vender. 

I min bevidsthed ligger alle de andre bøger, jeg ønsker at læse, bag studiets obligatoriske romaner, noveller og sekundærtekster. Mængden af disse bøger stopper dog ikke sin rivende udvikling på trods af min begrænsede tid til fritidslæsning, men udvikler sig til bjerge af glødende, svigtede bøger, som skriger på at blive læst. Dette resulterer både i en såkaldt "læsestress" samt en beslutning om at have gang i flere bøger på én gang. I øjeblikket læser jeg altså både Renselse, Anne Franks Dagbog og Den Grænseløse. Selvom det kan være stressende at skulle nå at læse én bog til næste undervisning, en anden til et snarligt blogindlæg og en tredje til ét af de førnævnte formål, er det nogle gange rart at have flere bøger at vælge imellem, når læselysten skal tilfredsstilles. Jeg kan derfor ikke gøre mig klog på, om læsestress er en god eller dårlig tilstand, og befinder man sig ikke altid i en sådan tilstand, når verden trods alt består af disse bjerge af bøger, der skriger på at blive læst? 

Nu til Bogforum! 

Jeg har aldrig deltaget i begivenheden før, og jeg var, fra det øjeblik jeg trådte ind i Bella Center med min kæreste i hånden, overvældet! Overalt var der lækre, nye bøger og forfattere, der ventede på at blive hilst på! Jeg formåede at holde dankortet i lommen og fokuserede i stedet på at få mødt de mennesker, jeg havde set frem til at hilse på, samt at se de interviews, jeg havde markeret i årets program. 

Det var en fantastisk dag i bøgernes tegn, og det største øjeblik var uden tvivl mødet med Jussi Adler-Olsen. Jeg har fra begyndelsen elsket bøgerne om Afdeling Q, en bogkærlighed jeg deler med hele min familie. Da det endelig blev min tur til at få signeret mit eksemplar af Den Grænseløse, fik jeg da også spurgt Jussi om det eneste rigtige, man kan spørge manden om: hvor stammer Assads kamelvittigheder fra? 

Hertil grinte Jussi og fortalte, at det skam var nogen, han selv sidder og finder på, da det hele nemt kan blive lidt for dystert engang imellem. 

Jeg gik efter denne signering rundt med et kæmpe smil, indtil jeg indså at jeg havde glemt at forevige øjeblikket, hvorefter jeg måtte overtale min søde kæreste til at gå med mig tilbage og stå i kø for at få taget et billede med Jussi! 

Bogforum var en fuldstændig perfekt oplevelse, og jeg skal uden tvivl deltage igen næste år! 

/ Michella