Stillidsen - Donna Tartt

Stillidsen af Donna Tartt, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2014 (oprindeligt udgivet 2013)
4,5/5 stjerner

Donna Tartts seneste roman, Stillidsen, er i bogstaveligste forstand et kæmpe værk. Bogens sideantal nærmer sig de 900, men også indholdet rummer et helt univers. Læseren bliver fra start introduceret til hovedpersonen Theo, som tænker tilbage på den dag, han mistede sin mor. Disse tanker fremstilles som flygtige glimt af fortiden, hvorefter tiden skrues tilbage til den dag, der ændrede tilværelsen for Theo. Han befinder sig på et kunstmuseum i New York med sin mor. De er egentlig på vej til en samtale på hans skole, men alle tanker om det forestående møde på skolen forsvinder i det øjeblik museet bliver ramt af en eksplosion. Theo mister sin mor i denne eksplosion, og idet han forlader museet i en tilstand af chok, bærer han Carel Fabritius' berømte maleri Stillidsen under armen - et maleri som en ukendt døende mand formanede Theo til at tage med sig.

Herfra følger læseren Theos rejse ud i det uvisse. Hvad skal der ske, når man har mistet sin eneste forælder? Hvad hvis ens far, som man troede var borte for altid, alligevel er et sted derude? 

Både den døende mand på museet samt maleriet skal vise sig at spille en afgørende rolle i Theos liv - et liv som Theo op til flere gange har svært ved at holde fast i. 

Stillidsen er en lang bog, men dette bør ikke skræmme en eventuel læser, da længden af bogen netop gør det muligt for læseren at følge Theo på tæt hold gennem diverse udfordringer. Selvom bogen er lang, sidder man ikke tilbage med en følelse af, at bogen var for lang, for takket være de mange detaljerede beskrivelser af Theos tanker og omgivelser, formår Donna Tartt at hive læseren med ind i Theos univers. Man kan ubevidst følge Theo i hans begejstring, når han studerer et antikt møbel, for beskrivelserne af træets årer og nuancer er så fuldendte, at det føles som om man selv står og betragter det. 

Donna Tartts roman er en smuk fortælling om en ikke altid retfærdig dreng, der må gå gennem et ikke altid retfærdigt liv i et evigt forsøg på at holde sig oprejst. Jeg kan kun opfordre jer, der overvejer at læse bogen - samt jer der endnu ikke overvejer det - til at kaste jer ud i det. Det er en læseoplevelse, man ikke fortryder. 

"Vi vælger ikke vores egne hjerter. Vi kan ikke tvinge os selv til at ønske det der er godt for os, eller hvad der er godt for andre mennesker. Vi får ikke muligheden for at vælge hvilken slags mennesker vi er."

/Michella

Fredagsfokus: hvilken te foretrækker du til din læsestund?

Der er få ting, der er mere afslappende end at sidde med en god bog og en fantastisk kop te.
Te bliver ofte dømt som værende noget, udelukkende englændere eller gamle damer kan finde nydelse i. Denne dom baseres i mange tilfælde på forestillingen om den stereotype tedrikker, men lige så ofte på ens egne erfaringer med te. Det typiske telager består hovedsageligt af mærker som Pickwick fra det lokale supermarked - jeg har selv en halvstor samling af disse teer gemt væk i et skab. Der findes te, som er af betydelig højere kvalitet, men hvad jeg anser for værende et lige så stort problem med "discount te" er, at det ofte er vanskeligt at finde frem til en passende vandtemperatur samt trækketid. Disse to faktorer spiller en stor rolle for resultatet af din te. For at få alle smagsnuancerne frem, skal vandet have den rigtige temperatur alt efter hvilken te, du brygger. Derudover er det vigtigt, at teen ikke trækker for længe - ofte dumpes tebrevet i koppen og tages først op, når teen ser halvsort ud - da for lang trækketid vil resultere i en bitter te.

            

Er det så en større videnskab end som så at brygge sig en acceptabel kop te?
Nej! Handler du din te hos A. C. Perch's Thehandel, kan du på et øjeblik hente deres app Perchs Timer, som oplyser om både vandtemperatur og trækketid på al deres te.
Jeg synes det er en fryd at drikke en kop te af god kvalitet, og derfor har jeg begivet mig ud på et lille te eventyr. Jeg afprøver forskellige mærker og smage, hvorefter jeg forsøger at danne mig et overblik over hvilke teer jeg foretrækker. Indtil videre har jeg kredset mest om Perch's og Kusmi tea. For mig er det vigtigt, at teen smager af andet end den "typiske anonyme smag af te", og da Kusmi tea gør sig i de milde smagsvarianter, må jeg indrømme, at jeg får mere ud af en te som Godnat the eller Hvid tempel the fra Perch's, da disse sparker lidt hårdere i forhold til smag - dermed ikke sagt, at jeg ikke har haft positive oplevelser med Kusmi tea, men ifølge mine smagsløg minder flere af deres varianter om hinanden.

For mig er te altså ikke en uddød drik, men en kompliment til en afslappende og hyggelig stund, som formår at sætte prikken over i'et rent stemningsmæssigt.
Både te entusiaster og tvivlere skal være velkomne til at bidrage med deres mening i dette fredagsfokus, da jeg ønsker at udvide min horisont angående denne drik. Hvilken te foretrækker i og hvorfor?

/Michella

Til forelæsning med Salman Rushdie

I dag har været en helt speciel dag i en ellers rolig sommerferie. Salman Rushdie har nemlig modtaget H. C. Andersen prisen 2014, og i den forbindelse besøgte han i dag Syddansk Universitet i Odense. Her fortalte han om, hvilke tanker han har gjort sig i tidens løb omkring sit forfatterskab.
Det var med ærefrygt, at jeg satte mig til rette i det store auditorium, men Rushdie lagde hurtigt en afslappet og humoristisk stemning for dagen, hvilket i løbet af den halvanden time resulterede i adskillelige latterudbrud fra publikum.
Salman Rushdie fortalte både sjove anekdoter om et samarbejde med U2 og hans søns uskyldige dom over en af hans bøger som værende "fine... But some people might get bored", men der var også mere seriøse budskaber at hente til forelæsningen. Rushdie blev spurgt, hvilke gode råd han kunne give til en person, der ønsker at blive forfatter. Dette besvarede han med både seriøsitet og fascinerende simplicitet:

"There are stories all around us. A lot of people have something to say. Writers are just people who finish their book."  

Med dette inspirerende citat sluttede Salman Rushdies forelæsning, og med dette citat vil jeg slutte mit indlæg.

/Michella

Follow my blog with Bloglovin

Liv efter liv - Kate Atkinson

Kate Atkinsons seneste roman Liv efter liv er historien om Ursula Todd og hendes mange liv.
Man følger Ursula igennem hendes meget specielle rejse gennem livet. Fra det øjeblik hun bliver født, er det som om hun er plaget af en forbandelse. Hun dør nemlig flere gange i løbet af sit liv. Ofte starter hun livet forfra fra en helt anden vinkel, og både hendes bekendtes og verdens situation viser sig at afhænge af disse forskellige liv.
Ér det en forbandelse at have en vag fornemmelse for, hvad der vil ske om et øjeblik, eller kan man bruge sin viden om fremtiden på en gavnlig måde? Det er et spørgsmål, der flere gange tages op i løbet af historien, og Ursula Todd ender med at spille en vigtig rolle i den verden, hun lever i.

Når jeg bliver færdig med en bog, tager jeg mit tit et øjeblik til at vurdere, hvad jeg synes om den bog, jeg netop har vendt den sidste side i. Denne bog er svær at vurdere, for der foregår mange forskellige ting, som, for mit vedkommende, først rigtigt ramte mig flere timer efter jeg havde lagt bogen fra mig.
Natten efter jeg var blevet færdig med bogen, havde jeg et mareridt. Ursula oplever anden verdenskrig på tæt hold, og de mange beskrivelser af bombede huse, lig i ruiner samt hvordan krigen påvirker hele Ursulas familie har simpelthen været for meget for mig. Den stemning bogen efterlader én med er trist og mørk, og den nat var mit mareridt baseret på disse - imponerende detaljerede - men forfærdeligt realistiske beskrivelser.
Det er ikke en bog, man bliver i godt humør af at læse. Det skal en bog heller ikke nødvendigvis være, men da denne bog udgjorde en stor del af min ferielæsning, er den - set i bakspejlet - simpelthen for dyster. For ærlig!
Selvom Ursulas faster, Izzie, altid spicer det hele op med gåpåmod og livsglæde, er det i sidste ende ikke nok til at veje op for krigens rædsler, som Ursula ender med at stå ansigt til ansigt med.

Har i læst denne bog? Synes i også, at den er forfærdeligt ærlig omkring verdens rædsler, og at det næsten bliver for meget af det gode til sidst, eller er den lige som den skal være? 

/Michella