Renselse - Sofi Oksanen

Renselse af Sofi Oksanen (original titel: Puhdistus), fra forlaget Rosinante, udgivet i 2013 (oprindeligt udgivet 2008)
5/5 stjerner

Sofi Oksanens roman Renselse er en historie om splittelse. Hovedpersonen Aliide er splittet mellem kærlighed og moral, ligesom hendes hjemland, Estland, gennem historiens tidsspand splittes gennem krige og forskellige politiske styrer. 
Historien om Aliide tager udgangspunkt i en søster jalousi, der er så stærk, at Aliides dømmekraft sættes på stand-by fra det øjeblik hendes store kærlighed, Hans Pekk, vælger søsteren Ingel frem for Aliide, som ellers havde udset sig denne mand. Aliide kan ikke klare at blive konfronteret med parrets åbenlyse kærlighed, og frem for at være lykkelig på sin søsters vegne, vælger Aliide at sætte alle kræfter ind på at gøre Hans til sin egen. 
Aliide er en yderst kompleks karakter. Hun er ondskabsfuld i ordets bogstavligste forstand; hun stikker Ingel og Hans' datter, Linda, med en nål, når ingen ser det, hun kan udelukkende se Ingels gode gerninger som spot mod sin egen person, og hun er ikke i stand til at drage moderlig omsorg for sit eget barn - værst af alt er det, at hun ingen moralske skrupler har.

"Hun lærte aldrig at gå lige så langsomt som et barn og kom trods de gode hensigter altid til at sætte farten op, så pigen blev nødt til at løbe. Aliide kunne godt se, at det virkede, som om hun ville stikke af fra sit barn, men det gav hende ikke dårlig samvittighed." 

Samtidig bunder Aliides nedprioritering af hendes nærmeste i det faktum, at hun - fra det øjeblik hun ser Hans Pekk for første gang - ikke kan slippe tanken om at blive hans. Hun er villig til at ofre alt, selv sin søster og sin niece, for at komme til at være alene med Hans. 

Mange år senere ramler fortid og nutid sammen: Aliide lever en isoleret tilværelse på sin gård, som er omkranset af hendes skov, men alligevel finder fortiden frem til hende, og hun konfronteres med Ingels efterkommer, Zara, hvormed hun bliver tvunget til at se tilbage på en tid med gerninger, hun i flere år har gjort alt for at fortrænge. 
Aliide har gennem tiden begået mange fejl, men måske er det, som romanens titel indikerer, muligt for selv den mest forræderiske og amoralske person at finde renselse i sidste ende. 

Romanens karakterer er så gennemførte, at de stadig fremstår tydeligt for mit indre øje, selvom det er uger siden jeg vendte bogens sidste side. Oksanen begår genistreg på genistreg med små, indskudte hentydninger til karaktererne og deres værdier, og romanen indeholder så mange lag, at man ikke blot kan dømme karaktererne ud fra deres handlinger, da disse altid har sine årsager. Hun formår derudover at koble Aliides udvikling sammen med den fordærvende flue, som både symboliserer råddenskab og fortrængning. Denne kobling gennemsyrer hele romanen, hvor den summer rundt mellem linjerne og løfter romanen til nye højder.
Af disse årsager, og mange flere, tildeler jeg uden tøven romanen fem ud af fem stjerner, og jeg ser frem til at dykke længere ned i Oksanens forfatterskab. 

Har i læst Renselse eller andre af Oksanens romaner, og var i lige så begejstrede som jeg?

/Michella 

Honeymoon i Paris - Jojo Moyes

Honeymoon i Paris af Jojo Moyes (original titel: Honeymoon in Paris), fra forlaget Cicero, udgivet i 2014 (oprindeligt udgivet 2012)
3/5 stjerner

Honeymoon i Paris er ikke en roman som Jojo Moyes' andre bøger, men en såkaldt novella; længere end en novelle, kortere end en roman. Der florerer i øjeblikket et par stykker af disse mini-bøger i boghandlerne rundt omkring i landet. Jeg forstår ikke helt tendensen, da jeg finder stor glæde i at fordybe mig i karaktererne i de bøger, jeg læser. På trods af fordomme som "disse små bøger kan man da aldrig rigtig nå ind på livet af, før sidste side er vendt?", viste denne bog sig dog at være et godt alternativ til de lange romaner på en aften, hvor hovedet ikke kunne overskue at tage hul på andet end en fin, lille, let bog. 

I Honeymoon i Paris følger vi Liv Halston, som i 1998 befinder sig i Paris, hvor hun er på bryllupsrejse med sin mand, David. Sideløbende med denne historie følger vi Sophie, som lige er blevet gift med kunstneren Èdouard. Sophie og Èdouard er bosat i Paris, og deres historie finder sted i 1912.

På trods af at de to nygifte par befinder sig i hver deres ende af 1900-tallet, har deres historier alligevel noget tilfælles: tvivlen på den ellers uovervindelige kærlighed. 

Liv har i kærlighedens navn giftet sig med David, selvom de ikke har kendt hinanden længe, og først på bryllupsrejsen indser hun, at David sætter jobbet som arkitekt før alt andet. Deres syv dage lange bryllupsrejse, som pludselig bliver til fem dage af praktiske årsager, bliver fra første dag et mareridt for Liv, der må traske alene rundt i kærlighedens by, imens David tager sig af vigtige forretningsmøder. 

Den ene dag tager den anden, og hver dag dukker nye forpligtelser op for David. Liv ender med at blive så desperat, at hun takker ja tak, da en fremmed mand inviterer hende på kaffe. Her går det op for hende, at hendes ægteskab har alvorlige problemer, men hvordan løser man disse problemer, når ens mand slet ikke er tilstede? 

Tilbage i 1912 er verden en anden. Paris er en by hvor enhver har et omdømme at tænke på, og hvor utroskab er noget man vender det blinde øje til. 

Sophie stammer fra provinsen, og selvom hun har giftet sig med kunstneren Édouard, betyder det ikke at diskussionen om klasseforskel er ovre. Enhver kan se, og tager sig den frihed at påtale, at Sophie ikke fortjener en mand som Édouard. Disse hentydninger kan ikke forårsage skår i glæden hos det nygifte par, men da en af Èdouards tidligere muser fortæller Sophie, at enhver mand før eller siden er sin kone utro, og at dette er noget hun forventes at acceptere, bliver det hele for meget for Sophie, der pludselig får øjnene op for forskellene mellem hende og Èdouard. 

Både Liv og Sophie mister troen på ægte kærlighed, en kærlighed de på trods af ægteskabets ulykkelige udvikling begge har oplevet med disse mænd.

Selvom det ser sort ud for begge par, formår Moyes at binde en smuk og lykkelig sløjfe på historien, en slutning der på bedste romantiske vis løfter læserens humør - som læser opnåede jeg endda en følelse af atter at være nyforelsket, hvilket må siges at være en kompliment til både Moyes' skrivestil og hendes lille bog. 

/Michella

Afdeling Q serien - Jussi Adler-Olsen

Den Grænseløse af Jussi Adler-Olsen, anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, udgivet i 2014 

Jussi Adler-Olsen indtager uden tvivl en høj rangeret plads blandt mine danske yndlingsforfattere. 

Jeg elsker serien om Afdeling Q ligesom størstedelen af danmark og de andre 124 lande, der sluger historien om Carl Mørck, Assad og Rose råt. 

Jeg har set filmatiseringerne af de to første bøger i serien, Kvinden i Buret og Fasandræberne, men min holdning til dem er en anelse splittet. Jeg synes det er nogle gode film, og at skuespillerne gør det godt, men jeg synes, at det er en skam for bogen, når folk udelukkende vælger at se filmatiseringerne frem for at læse bøgerne. Det er en kendsgerning, at det er stort set umuligt at indfange hele bogens sjæl på det store lærred, og i dette tilfælde mangler især én komponent klart i filmatiseringerne: det udefinerbare, udfordrende og geniale forhold mellem Carl, Assad og Rose. 

Fra første bog i serien bliver Carl og læseren introduceret for Carls nye assistent, Assad. Her er tale om en helt speciel personlighed, som præsenterer Carl for alt lige fra te med et sukkerindhold, der vil få en cola til at fremstå sund samt et uudtømmeligt repetoire af kamel-ordsprog. 

Senere i serien bliver Rose en del af Afdeling Q, og pludselig bliver Carls tålmodighed og vanemæssige lur ved skrivebordet sat på prøve. Seneste skud på Afdeling Q-stammen er en fyr ved navn Gordon, som vi endnu ikke ved meget om, og Carls indre lager af rummelighed og overskud til omverdenen er efterhånden ved at være brugt op. 

Grundet en familie som ligeledes er vild med Afdeling Q, har jeg ikke hele serien stående i reolen i øjeblikket. 

På billedet ses første, tredje, femte og sjette bind i serien. 

   Jeg mener ikke, at filmatiseringerne lægger vægt nok på disse karakterers forskelligheder og den løbende udvikling i deres indbyrdes færden og samarbejde. Carl og Assads forhold gennemgår, som resultat af deres partnerskab og de farer, de sammen må se i øjnene, en markant udvikling, og både Carl og læseren begynder at føle sig fortrolig med Assad. Han virker som en betænksom og ligefrem person, men jo flere sider vi vender, jo flere bøger vi fortærer, jo flere spørgsmål vedrørende Assad og Roses sande identiteter begynder skyde op mellem linjerne som pukler på en kamel.  

Ud over den fantastiske trekløver er bøgerne spækket med humor. Man fornemmer tydeligt Carls irritation over verden generelt, Assads evige optimisme og Roses korte lunte. Derudover er hver bog i serien bygget op omkring samme struktur: på den ene side følger man politiets nutidige efterforskning af en given sag, og på den ene side følger man diverse mennesker, der har med forbrydelsen at gøre, over en længere periode. Både tiden og personerne nærmer sig i løbet af bøgerne hinanden for til sidst at kollidere i ren spænding,, og det er derfor stort set umuligt at lægge en af seriens bøger fra sig, når først man er begyndt.

Hver bog har sin egen forbrydelse at opklare, men den sande cliffhanger er i mine øjne de faste karakterer og deres udvikling, og jeg kan derfor kun opfordre alle til at læse Jussis fantastiske fortællinger om Afdeling Q. 

/Michella 

Har I stiftet bekendtskab med bøgerne, og hvad elsker I mest ved Carl, Assad og rose og deres forsøg på at acceptere hinandens forskelligheder?

Tanker om studiestart, læsestress og årets Bogforum

Så skal der deles tanker endnu en gang. Denne gang samler de sig om intet mindre end årets Bogforum, som løb af stablen i denne weekend, samt den "læsestress" jeg er ramt af, og om det da overhovedet kan siges at være en dårlig ting?

Der går i øjeblikket længere tid end normalt mellem mine indlæg, og det skyldes at jeg er startet på mit nye semester, og at jeg derfor ganske enkelt ikke får læst min fritidslæsning lige så hurtigt som førhen, da mit fokus er rettet mod det, vi læser på studiet. Det skal dog siges, at læsebyrden er både lettere og mere lækker i dette semester end tidligere. Jeg tog i september hul på tredje og sidste år af min bachelor i litteraturvidenskab, og i stedet for at vælge et valgfag, fik jeg muligheden for at fortsætte på den litteraturvidenskabelige linje. Det betyder, at vi i løbet af dette tredje år skal fokusere mere på nyere tendenser og litteratur, end vi har gjort de to forrige år, hvor vores baggrundsviden og generelle kendskab til verdens litteratur er blevet bygget op. 

Det er skønt endelig at fokusere på nyere litteratur, og det er nogle gode værker, vi arbejder med. I øjeblikket læser jeg Sofi Oksanens Renselse, og den skruer mine forventninger højere og højere op for hver side jeg vender. 

I min bevidsthed ligger alle de andre bøger, jeg ønsker at læse, bag studiets obligatoriske romaner, noveller og sekundærtekster. Mængden af disse bøger stopper dog ikke sin rivende udvikling på trods af min begrænsede tid til fritidslæsning, men udvikler sig til bjerge af glødende, svigtede bøger, som skriger på at blive læst. Dette resulterer både i en såkaldt "læsestress" samt en beslutning om at have gang i flere bøger på én gang. I øjeblikket læser jeg altså både Renselse, Anne Franks Dagbog og Den Grænseløse. Selvom det kan være stressende at skulle nå at læse én bog til næste undervisning, en anden til et snarligt blogindlæg og en tredje til ét af de førnævnte formål, er det nogle gange rart at have flere bøger at vælge imellem, når læselysten skal tilfredsstilles. Jeg kan derfor ikke gøre mig klog på, om læsestress er en god eller dårlig tilstand, og befinder man sig ikke altid i en sådan tilstand, når verden trods alt består af disse bjerge af bøger, der skriger på at blive læst? 

Nu til Bogforum! 

Jeg har aldrig deltaget i begivenheden før, og jeg var, fra det øjeblik jeg trådte ind i Bella Center med min kæreste i hånden, overvældet! Overalt var der lækre, nye bøger og forfattere, der ventede på at blive hilst på! Jeg formåede at holde dankortet i lommen og fokuserede i stedet på at få mødt de mennesker, jeg havde set frem til at hilse på, samt at se de interviews, jeg havde markeret i årets program. 

Det var en fantastisk dag i bøgernes tegn, og det største øjeblik var uden tvivl mødet med Jussi Adler-Olsen. Jeg har fra begyndelsen elsket bøgerne om Afdeling Q, en bogkærlighed jeg deler med hele min familie. Da det endelig blev min tur til at få signeret mit eksemplar af Den Grænseløse, fik jeg da også spurgt Jussi om det eneste rigtige, man kan spørge manden om: hvor stammer Assads kamelvittigheder fra? 

Hertil grinte Jussi og fortalte, at det skam var nogen, han selv sidder og finder på, da det hele nemt kan blive lidt for dystert engang imellem. 

Jeg gik efter denne signering rundt med et kæmpe smil, indtil jeg indså at jeg havde glemt at forevige øjeblikket, hvorefter jeg måtte overtale min søde kæreste til at gå med mig tilbage og stå i kø for at få taget et billede med Jussi! 

Bogforum var en fuldstændig perfekt oplevelse, og jeg skal uden tvivl deltage igen næste år! 

/ Michella 

Leoniderne - Nanna Foss

Leoniderne af Nanna Foss, fra forlaget Tellerup, udkommer d. 19. oktober 2014 

3/5

Emilie lever et ganske almindeligt teenageliv, indtil en tigger en dag begynder at spå om forandringer. Hun beskylder Emilie og hendes venner, Alban og Linus, for at stå bag disse forandringer, og det går hurtigt op for Emilie, at ikke alt er som det plejer. Hun vågner fra et voldsomt mareridt, og beslutter sig for at tegne den dreng hun drømte om. Hun husker især hans turkisblå øjne, deres intense blik og det dragende prismesmykke, han bar om halsen. Drengen hjemsøger Emilies tanker, og mystikken breder sig for alvor dagen efter, da selvsamme dreng og hans tvillingesøster starter i hendes klasse.
Det hele virker langt fra tilfældigt, og snart bliver Emilie, hendes venner og de to tvillinger viklet ind i et spind af uforklarlige hændelser. I takt med at tilværelsen bliver skræmmende og alt andet end forudsigelig, går det op for gruppen, at de er en del af noget der er større end de kunne forestille sig - større end den verden de lever i.

Leoniderne er første bind i serien Spektrum af Nanna Foss. Selvom det er Foss' debutbog, lader den sig ikke holde tilbage. Med en sammensætning af stærke karakterer, finurlige referencer til danskernes ordinære hverdagsliv samt et fængslende plot formår Nanna Foss at sparke Spektrum serien godt i gang. Jeg er imponeret over hvordan hun formår at flette komplicerede videnskabelige teorier ind i plottet på en måde, som læseren kan forholde sig til, og som samtidig gør det hele mere kaotisk og uforudsigeligt.
Det interessante tema om universets facetter løfter bogen op på et niveau hvor mange ungdomsbøger, ifølge min mening, ikke kan være med. Det, der er på spil i Leoniderne er både virkelighedsfjernt og realistisk på samme tid. Fænomener som ormehuller ligger langt fra menneskets kontrollerede færden på jorden, men tænk hvis man kunne rejse frem og tilbage i tiden gennem disse? 
Leoniderne kaster ikke den typiske, altoverskyggende kærlighedshistorie om et trekantsdrama frem i lyset, men lader den ligge og lure på en naturlig måde, hvormed det bliver muligt at sætte liv-eller-død udfordringerne i fokus. 
Den rejse, Nanna Foss har kastet Emilie og hendes klassekamerater ud på, er både interessant og skræmmende, og jeg kan ikke vente med at få fingre i næste bog i serien!

/ Michella 

Følg bloggen på facebook

Jeg har nu fået oprettet en side om bloggen på facebook, og i er alle velkomne til at gå ind og synes godt om den. På den måde vil i blive opdateret når der bliver udgivet nye indlæg på bloggen samt have mulighed for at få et indblik i hvilke bøger jeg fylder min hverdag med, da jeg vil uploade en masse billeder af smukke bøger på siden. 

I skal ganske enkelt bare søge efter My Sparkling Thoughts på facebook og synes godt om siden.

Jeg håber at se jer derinde! :) 

/ Michella 

Oktober, en måned i uhyggens tegn

“October was in the chair, so it was chilly that evening, and the leaves were red and orange and tumbled from the trees that circled the grove.”

Sådan skyder Neil Gaiman novellen October in the Chair i gang, og beskrivelsen kunne ikke passe bedre på det efterår, der efterhånden har bidt sig fast i både træernes falmede blade og vindens kølige briser. 

Det er tid til at lægge sommerens lette og glædesfyldte bøger på hylden og hive en tung og mørk fortælling med hen i sofaen. 

Jeg har ikke før haft samme fokus på årstiden i forhold til mit valg af litteratur som jeg har i år, men de korte dage og lange aftener indbyder simpelthen til god te, masser af dyner og en fantastisk, uhyggelig bog. 

Både mørket og de tændte stearinlys understreger den spændte og mystiske stemning som den gotiske litteratur ofte fremmaner, og jeg synes man bør udnytte årstiden til at få det bedste ud af disse fortællinger. 

“There are moments when even to the sober eye of reason, the world of our sad humanity may assume the semblance of Hell.” - Edgar Allan Poe

Jeg har ikke lavet specifikke lister over de bøger jeg planlægger at fylde oktober måned med, men det er heller ikke nødvendigt, for de står allerede i kø på reolen.
I oktober håber jeg at genlæse adskillige af Brødrene Grimms eventyr, som gemmer sig i en slidt eventyrsamling jeg har lånt af min søster. Denne bog har altid skræmt mig, for siden jeg var helt lille har billedet af heksen på forsiden repræsenteret de rædsler der gemmer sig i bogen. Grimms eventyr synes at repræsentere en grundlæggende ondskab i verden, som man skal handle fornuftigt for ikke at stifte bekendtskab med, hvilket selvfølgelig aldrig er tilfældet i de pågældende eventyr.
Jeg skal ligeledes uden tvivl begrave mig i Edgar Allan Poes noveller og digte. Disse kommer i den smukkeste udgave af hans samlede værker, hvilket gør det svært ikke at hive bogen frem fra tid til anden. Jeg har altid været vild med Poe. Han formåede simpelthen at finde det værste frem i mennesket, og de psykologiske noveller som The Black Cat og The Tell-Tale Heart er ganske enkelt geniale. De får én til at tvivle på menneskets fornuft og psyke på en måde som ingen andre!

Stephen King kandiderer nærmest automatisk til en måned med fokus på gys, og romanen Pet Sematary vil uden tvivl spice det hele lidt op.
Et nyere skud på gyserstammen er Dean Koontz, der med sine fortællinger om Odd har fået mennesker over hele verden til at skutte sig, og jeg glæder mig til at lære denne Odd at kende.
Om jeg når dem alle i løbet af oktober er ikke til at sige, men med mørket kommer lysten til gys og gru, og de forskellige forfattere har skabt hver deres form for uhyggelige historier, som alle fortjener at blive læst, og jeg skal helt sikkert vie en stor del af læsningen i denne måned til netop disse!

Ud over disse forfattere har jeg et brændende ønske om at stifte bekendtskab med blandt andet H. P. Lovecrafts fortællinger og Ransom Riggs' roman Miss Peregrine's Home for Peculiar Children.

Får i samme lyst til gys i stearinlysets skær, og har i allerede planlagt et større læseprojekt for oktober måned, eller vælger i ud fra pludselig nysgerrighed? Jeg vil med glæde inspireres af netop jeres valg, og hvis i har læst Lovecraft eller Riggs må i hellere end gerne fortælle om jeres oplevelser med disse forfattere. 
Ønsker jer alle en (U)hyggelig oktober! 

/ Michella

Maze runner 1. Labyrinten - James Dashner

Maze runner 1. Labyrinten af James Dashner (original titel: The maze runner), fra forlaget Høst & Søn, udgivet i 2014 (oprindeligt udgivet 2010)

Jeg havde ikke hørt meget om denne bog, udover at filmatiseringen har ramt landets biografer, før jeg købte den. 

Jeg læser normalt ikke bøger der betegnes som ungdomsbøger, og jeg kan ikke huske at have læst en bog, der minder om denne, men idet jeg fik øje på udstillingen i Bog & Idé, blev jeg straks fanget af det jeg så. Bogens forside prydes af et stort, skræmmende billede af den labyrint, bogen omhandler. Forsiden varsler om spænding og frygt - og ikke mindst en rejse ind i den uudforskede labyrint. De meterhøje, bevoksede vægge talte direkte til min eventyrlyst, og uden at have et valg snuppede jeg hurtigt et eksemplar fra udstillingen. 

I midten af labyrinten ligger Lysningen. Lysningens samfund består af drenge, som hver især er blevet sendt dertil uden hukommelse for deres liv før labyrinten. Da hovedpersonen Thomas ankommer til Lysningen, begynder det ellers tilpassede liv i labyrinten hurtigt at forandre sig, og selvom Thomas knap nok aner hvem han er, skjuler hans sind dystre minder om den rædsel, der hersker i labyrintens gange efter solnedgang. Drengene i Lysningen har igennem flere år forsøgt at kortlægge labyrintens foranderlige gange og finde en udgang, og Thomas føler sig på uforklarlig vis overbevist om at han er den rette til dette job. 

Selvom bogen betegnes som en ungdomsbog, er hovedpersonen Thomas både moden og, hans ankomst til et labyrinten taget i betragtning, fattet. Det der for mig kvalificerer bogen som en ungdomsbog er de næsten malplacerede begreber som 'scuckfjæs' og 'klunk', som fungerer som en form for slang i Lysningen. Disse begreber bidrager dog alligevel til indtrykket af det afsides samfund med et selvskabte normer og begreber. 

Jeg var som sagt fortryllet af historien fra det øjeblik jeg så bogens forside, og jeg tror at visheden om at Twentieth Century Fox har skudt et par kroner i en filmatisering har bidraget til en form for forudindtaget mening om, at det var en god bog, men efter at have læst bogen sidder jeg trods alt tilbage med samme mening og glæder mig til at se labyrintens hemmeligheder folde sig ud på det store lærred. 

Da jeg gav mig til at læse bogen havde jeg, på grund af det stærke billede på forsiden, allerede dannet mig et indtryk af hvad der ventede. Mine forhåbninger var ikke præget af science-fiction, hvilket er noget bogen bærer præg af, og som kun forstærkes jo længere ind i labyrintens mørke man bevæger sig. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at denne historie kunne have været taget i en anden retning, en mere realistisk retning - men jeg er, igen, ikke god til science-fiction og for voldsomt urealistiske hændelser. Ikke desto mindre vil jeg klart anbefale jer at læse bogen. Selvom bogens karakterer alle er teenagere og den derfor kan betegnes som ungdomsbog, er jeg fortaler for at alle aldersgrupper med smag for spænding og mysterier kan blive fanget i labyrintens foranderlige gange, det er bare at tage det første skridt igennem Vestporten, som fører ud af Lysningen og ind i labyrinten, og håbe at man når tilbage inden solnedgang. 

/Michella 

Tusind og én udfordring

Om at turde give sig i kast med en kæmpe litterær udfordring.

Jeg har i et stykke tid leget med ideen om at anskaffe mig den danske oversættelse af det gigantiske værk Tusind og én nat. Det virker for mig som en enorm - måske umulig - opgave at læse dette værk, hvis 4560 sider er opdelt i hele seks bind, men samtidig tror jeg det vil være utroligt givende at have læst det.
I forbindelse med min uddannelse, bachelor i litteraturvidenskab, er jeg allerede stødt på adskillige henvisninger og referencer til og fra Tusind og én nat, så allerede dér har jeg et argument for at stifte bekendtskab med værket, idet et kendskab hertil vil åbne døre til ellers skjulte symboler og skatte.
Der er ingen tvivl om at dette er et værk som med sin bredde favner langt ind i alverdens litterære hjørner, og på trods af omfanget er jeg spændt på at begive mig ud på den opdagelse, der venter på hver en side.
Det bliver en fuldstændig vanvittig stor udfordring, men jeg er sikker på at det bliver mindst lige så stor en oplevelse!

Har i selv overvejet at give jer i kast med en stor litterær udfordring, og har i klaret den, eller er i - som jeg frygter at blive - blevet mast under de tunge ord?  

Stillidsen - Donna Tartt

Stillidsen af Donna Tartt, fra forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet i 2014 (oprindeligt udgivet 2013)
4,5/5 stjerner

Donna Tartts seneste roman, Stillidsen, er i bogstaveligste forstand et kæmpe værk. Bogens sideantal nærmer sig de 900, men også indholdet rummer et helt univers. Læseren bliver fra start introduceret til hovedpersonen Theo, som tænker tilbage på den dag, han mistede sin mor. Disse tanker fremstilles som flygtige glimt af fortiden, hvorefter tiden skrues tilbage til den dag, der ændrede tilværelsen for Theo. Han befinder sig på et kunstmuseum i New York med sin mor. De er egentlig på vej til en samtale på hans skole, men alle tanker om det forestående møde på skolen forsvinder i det øjeblik museet bliver ramt af en eksplosion. Theo mister sin mor i denne eksplosion, og idet han forlader museet i en tilstand af chok, bærer han Carel Fabritius' berømte maleri Stillidsen under armen - et maleri som en ukendt døende mand formanede Theo til at tage med sig.

Herfra følger læseren Theos rejse ud i det uvisse. Hvad skal der ske, når man har mistet sin eneste forælder? Hvad hvis ens far, som man troede var borte for altid, alligevel er et sted derude? 

Både den døende mand på museet samt maleriet skal vise sig at spille en afgørende rolle i Theos liv - et liv som Theo op til flere gange har svært ved at holde fast i. 

Stillidsen er en lang bog, men dette bør ikke skræmme en eventuel læser, da længden af bogen netop gør det muligt for læseren at følge Theo på tæt hold gennem diverse udfordringer. Selvom bogen er lang, sidder man ikke tilbage med en følelse af, at bogen var for lang, for takket være de mange detaljerede beskrivelser af Theos tanker og omgivelser, formår Donna Tartt at hive læseren med ind i Theos univers. Man kan ubevidst følge Theo i hans begejstring, når han studerer et antikt møbel, for beskrivelserne af træets årer og nuancer er så fuldendte, at det føles som om man selv står og betragter det. 

Donna Tartts roman er en smuk fortælling om en ikke altid retfærdig dreng, der må gå gennem et ikke altid retfærdigt liv i et evigt forsøg på at holde sig oprejst. Jeg kan kun opfordre jer, der overvejer at læse bogen - samt jer der endnu ikke overvejer det - til at kaste jer ud i det. Det er en læseoplevelse, man ikke fortryder. 

"Vi vælger ikke vores egne hjerter. Vi kan ikke tvinge os selv til at ønske det der er godt for os, eller hvad der er godt for andre mennesker. Vi får ikke muligheden for at vælge hvilken slags mennesker vi er."

/Michella

Fredagsfokus: hvilken te foretrækker du til din læsestund?

Der er få ting, der er mere afslappende end at sidde med en god bog og en fantastisk kop te.
Te bliver ofte dømt som værende noget, udelukkende englændere eller gamle damer kan finde nydelse i. Denne dom baseres i mange tilfælde på forestillingen om den stereotype tedrikker, men lige så ofte på ens egne erfaringer med te. Det typiske telager består hovedsageligt af mærker som Pickwick fra det lokale supermarked - jeg har selv en halvstor samling af disse teer gemt væk i et skab. Der findes te, som er af betydelig højere kvalitet, men hvad jeg anser for værende et lige så stort problem med "discount te" er, at det ofte er vanskeligt at finde frem til en passende vandtemperatur samt trækketid. Disse to faktorer spiller en stor rolle for resultatet af din te. For at få alle smagsnuancerne frem, skal vandet have den rigtige temperatur alt efter hvilken te, du brygger. Derudover er det vigtigt, at teen ikke trækker for længe - ofte dumpes tebrevet i koppen og tages først op, når teen ser halvsort ud - da for lang trækketid vil resultere i en bitter te.

            

Er det så en større videnskab end som så at brygge sig en acceptabel kop te?
Nej! Handler du din te hos A. C. Perch's Thehandel, kan du på et øjeblik hente deres app Perchs Timer, som oplyser om både vandtemperatur og trækketid på al deres te.
Jeg synes det er en fryd at drikke en kop te af god kvalitet, og derfor har jeg begivet mig ud på et lille te eventyr. Jeg afprøver forskellige mærker og smage, hvorefter jeg forsøger at danne mig et overblik over hvilke teer jeg foretrækker. Indtil videre har jeg kredset mest om Perch's og Kusmi tea. For mig er det vigtigt, at teen smager af andet end den "typiske anonyme smag af te", og da Kusmi tea gør sig i de milde smagsvarianter, må jeg indrømme, at jeg får mere ud af en te som Godnat the eller Hvid tempel the fra Perch's, da disse sparker lidt hårdere i forhold til smag - dermed ikke sagt, at jeg ikke har haft positive oplevelser med Kusmi tea, men ifølge mine smagsløg minder flere af deres varianter om hinanden.

For mig er te altså ikke en uddød drik, men en kompliment til en afslappende og hyggelig stund, som formår at sætte prikken over i'et rent stemningsmæssigt.
Både te entusiaster og tvivlere skal være velkomne til at bidrage med deres mening i dette fredagsfokus, da jeg ønsker at udvide min horisont angående denne drik. Hvilken te foretrækker i og hvorfor?

/Michella

Til forelæsning med Salman Rushdie

I dag har været en helt speciel dag i en ellers rolig sommerferie. Salman Rushdie har nemlig modtaget H. C. Andersen prisen 2014, og i den forbindelse besøgte han i dag Syddansk Universitet i Odense. Her fortalte han om, hvilke tanker han har gjort sig i tidens løb omkring sit forfatterskab.
Det var med ærefrygt, at jeg satte mig til rette i det store auditorium, men Rushdie lagde hurtigt en afslappet og humoristisk stemning for dagen, hvilket i løbet af den halvanden time resulterede i adskillelige latterudbrud fra publikum.
Salman Rushdie fortalte både sjove anekdoter om et samarbejde med U2 og hans søns uskyldige dom over en af hans bøger som værende "fine... But some people might get bored", men der var også mere seriøse budskaber at hente til forelæsningen. Rushdie blev spurgt, hvilke gode råd han kunne give til en person, der ønsker at blive forfatter. Dette besvarede han med både seriøsitet og fascinerende simplicitet:

"There are stories all around us. A lot of people have something to say. Writers are just people who finish their book."  

Med dette inspirerende citat sluttede Salman Rushdies forelæsning, og med dette citat vil jeg slutte mit indlæg.

/Michella

Follow my blog with Bloglovin

Liv efter liv - Kate Atkinson

Kate Atkinsons seneste roman Liv efter liv er historien om Ursula Todd og hendes mange liv.
Man følger Ursula igennem hendes meget specielle rejse gennem livet. Fra det øjeblik hun bliver født, er det som om hun er plaget af en forbandelse. Hun dør nemlig flere gange i løbet af sit liv. Ofte starter hun livet forfra fra en helt anden vinkel, og både hendes bekendtes og verdens situation viser sig at afhænge af disse forskellige liv.
Ér det en forbandelse at have en vag fornemmelse for, hvad der vil ske om et øjeblik, eller kan man bruge sin viden om fremtiden på en gavnlig måde? Det er et spørgsmål, der flere gange tages op i løbet af historien, og Ursula Todd ender med at spille en vigtig rolle i den verden, hun lever i.

Når jeg bliver færdig med en bog, tager jeg mit tit et øjeblik til at vurdere, hvad jeg synes om den bog, jeg netop har vendt den sidste side i. Denne bog er svær at vurdere, for der foregår mange forskellige ting, som, for mit vedkommende, først rigtigt ramte mig flere timer efter jeg havde lagt bogen fra mig.
Natten efter jeg var blevet færdig med bogen, havde jeg et mareridt. Ursula oplever anden verdenskrig på tæt hold, og de mange beskrivelser af bombede huse, lig i ruiner samt hvordan krigen påvirker hele Ursulas familie har simpelthen været for meget for mig. Den stemning bogen efterlader én med er trist og mørk, og den nat var mit mareridt baseret på disse - imponerende detaljerede - men forfærdeligt realistiske beskrivelser.
Det er ikke en bog, man bliver i godt humør af at læse. Det skal en bog heller ikke nødvendigvis være, men da denne bog udgjorde en stor del af min ferielæsning, er den - set i bakspejlet - simpelthen for dyster. For ærlig!
Selvom Ursulas faster, Izzie, altid spicer det hele op med gåpåmod og livsglæde, er det i sidste ende ikke nok til at veje op for krigens rædsler, som Ursula ender med at stå ansigt til ansigt med.

Har i læst denne bog? Synes i også, at den er forfærdeligt ærlig omkring verdens rædsler, og at det næsten bliver for meget af det gode til sidst, eller er den lige som den skal være? 

/Michella

Neil Gaiman - et nostalgisk gys

Coraline af Neil Gaiman, fra forlaget Harper Perennial, udgivet i 2006 (oprindeligt udgivet i 2002) 

The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow, udgivet i 2013

Jeg tog først hul på Neil Gaimans forfatterskab for få uger siden, hvilket er en stor fejl! 

Indtil videre har jeg læst Coraline og The Ocean at the End of the Lane, som begge, på trods af deres få antal sider, stadig skaber efterdønninger i mit sind. De er nemlig begge indsvøbt i en helt særlig stemning. Når jeg tænker tilbage på de mareridt, jeg havde som barn, husker jeg nogle af dem som voldsomt makabre. Det var ikke nødvendigvis selve handlingen i mine mareridt, der var skrækindjagende, men detaljerne. Personer og ting kunne fremstå sindssygt uhyggelige gennem deres deformitet i forhold til virkeligheden. Det er lige præcis denne følelse af barnlig rædsel, de to bøger skildrer til perfektion. Selvom bøgernes handling er vidt forskellig, har de meget tilfælles. Begge hovedpersoner er børn, hvis fejltagelser resulterer i et overnaturligt kaos. Fælles for disse børn er erkendelsen af, at verden ikke er hvad den ser ud til, og at alting er uendeligt skrøbeligt.

I Coraline bliver hendes forældre taget til fange af hendes falske mor, et overnaturligt og frygtindgydende væsen, der lever i en anden verden. Dette væsen har skabt en parallelverden, som det ønsker at Coraline skal leve i, og tager derfor familien fra hende, så hun kan slutte sig til sin nye familie. 

Denne parallelverden er en skal, og jo mere Coraline afslører tomheden bag denne skal, jo mere gyser man som læser. Hele denne rejse ind i en parallel verden, hvor tingene ved første øjekast er som de plejer, men ved nærmere eftersyn blot er kopier, virker som ét langt mareridt. 

I The Ocean at the End of the Lane bliver vi igen introduceret for en tryg verden, som snart skal vise sig at være ved at styrte i grus. Hovedpersonen bliver aldrig tiltalt ved navn, men denne anonymitet gør det kun lettere for læseren at identificere sig med den voksne, der ser tilbage på en glemt barndom. 

Den lille dreng introducerer os, ligesom Coraline, for en parallelverden. Efter et besøg i denne verden, som huser udefinerbare monstre, opdager drengen en orm i sin fod. Den er grå og lyserød. Ormen fremtvinger en fornemmelse af, at noget simpelthen er forkert, og denne fornemmelse bliver til rædsel, når drengen dagen efter bliver introduceret til den nye hushjælp, der er dukket op ud af ingenting og tilbyder at hjælpe til i huset uden at få noget for det. Denne hushjælp bærer en kjole der er grå og lyserød. 

Historierne udvikler sig fra disse udgangspunkter i en mørk og fascinerende retning, og som Neil Gaiman selv udtaler om Coraline:

"It was a story, I learned when people began to read it, that children experienced as an adventure, but which gave adults nightmares."

/Michella 

De første spæde skridt

Så fik jeg (endelig) oprettet min egen blog.
Jeg har i en længere periode haft lyst til at oprette den, men jeg har været i tvivl om hvorvidt jeg vil være i stand til at opdatere den flere gange om ugen, om jeg nu også har nok at sige, om jeg kan formidle de tanker, der farer gennem mit hoved, når jeg læser en bog osv. osv..
Nu giver vi det et forsøg!
Mit navn er Michella, og jeg læser litteraturvidenskab på Syddansk Universitet i Odense. Jeg bruger altså meget tid på at læse forskellige former for litteratur - både i forbindelse med studie og fritid. Gennem inspiration fra andre blogs føler jeg et behov for at dele og debattere mine læseoplevelser med jer, og jeg har på det grundlag besluttet mig for at kaste mig ud i "projekt blog".
Jeg er ny i dette bloggerunivers, så jeg vil i starten foretage små forsigtige skridt og se, hvad det kan føre til.
Jeg håber i vil følge mig på denne magiske rejse gennem litteraturens og hverdagens små mirakler.


/Michella