Duften af litteratur

Jeg har investeret i to lys, der simpelthen dufter af litteratur. Det ene af bibliotek, det andet af boghandel. Det er onlinebutikken Frostbeard på Etsy.com, der sælger disse duftlys, som alle er inspireret af bøger og disses fiktive indhold. Mulighederne er mange, og nogle af de lys, jeg virkelig er nysgerrig efter at dufte til, er lys som Hatter’s Tea Party, der indeholder noter af Bergamot og cookie og garanteret leder tankerne mod det absurde teselskab, Reading at the Cafe, der i bedste caféstil sender en duft af ristet kaffe, chokolade og kage ud i rummet, og sidst men bestemt ikke mindst Headmaster’s Office, der med duften af cedertræ, vanilje, pejs og citron skulle dufte nøjagtigt som Dumbledores kontor!

Tanken om at tænde et lys, hvorefter den fiktive verden åbner sig for sanserne, er fantastisk, og lysene vil helt sikkert fuldende enhver læsesituation og gøre det godt som nips i bogreolen. 

Det er ikke kun fiktive steder, lysene bringer hjem i stuen. Også duften af boghandel, gamle bøger, bibliotek og bogorm kan fås på glas. I første omgang var der ingen tvivl om, at duften af gamle bøger skulle med i min bestilling, men eftersom lysene mildest talt er dyre, er det et sats at vælge, hvilke der skal sendes mod Danmark, og netop dette lys har fået blandede anmeldelser, hvorfor jeg i stedet valgte den populære duft af boghandel samt duften af bibliotek – en duft jeg virkelig elsker og var spændt på, og som ikke duftede, som jeg forventede.

Lysets etikette bærer et løfte om duften af Oxford Library, et sted jeg aldrig har været, men som jeg troede, jeg vidste hvordan duftede. Idet man skruer låget af lyset, dufter det først og fremmest af cologne, ikke en duft jeg forbinder med et bibliotek. Tændes lyset, synes jeg, det dufter en smule af citrus, en duft der dog ikke indgår i beskrivelsen. Lyset skulle dufte af slåenlav, rav, sandeltræ og læder. Tilsammen ved jeg ikke, hvordan disse vil dufte, men måske som lyset dufter. Det er en interessant duft, men jeg synes ikke, der dufter af bibliotek i min stue, når jeg har haft det tændt. 

Ud over duften af bibliotek købte jeg duften af boghandel. Opskriften på duften af boghandel lyder: drivtømmer, mahogni, kaffe og et hint af læder. Jeg kan sagtens fornemme en svag duft af kaffe i duften, der i min næse rammer tættere på den intenderede duft end det andet lys. En boghandel kan rumme mange dufte, og jeg synes blandt andet, at lyset dufter af nyt papir, måske ligefrem duften af brochurer – på den gode måde.  

At købe disse lys var en vanvittig idé, som på ingen måde kan forsvares økonomisk – selvom jeg gentagne gange har påpeget, at jeg synes, man kan bruge sine penge hurtigere og med mindre omtanke, end disse er brugt – hvis noget er de netop brugt med omtanke! Jeg har ønsket mig disse lys i lang tid, og de var noget, jeg blev nødt til at undersøge nærmere, men jeg er chokeret over at man – i den globaliserede verden vi lever i – ikke kan få lov til at købe noget i USA, uden man skal medregne et vanvittigt beløb til gebyrer og afgifter.

Disse lys skal brændes med omtanke, og jeg beder til, at jeg kan undgå at drukne vægen!

Kender i til disse spøjse lys, og ejer i nogle? I så fald hvilke?

/Michella 

The Secret Life of Bees - Sue Monk Kidd

The Secret Life of Bees af Sue Monk Kidd, fra forlaget Penguin Books, udgivet i 2011 (originalt udgivet i 2002). 

4/5 stjerner

Lily Owens dræbte sin mor som fireårig. Hun bebrejder i hvert fald sig selv for Deborah Owens’ død. Hun kan kun huske brudstykker fra den skæbnesvangre dag; at hendes mor rettede pistolen mod hendes far T. Ray Owens, idet han afbrød hendes forsøg på at forlade ham, at han fik vristet pistolen fra hende, og at den kurede hen ad gulvet mod Lily, hvorefter hun samlede den op for at give den tilbage til Deborah. Herfra bliver minderne slørede, og det eneste, hun med sikkerhed kan huske, er braget fra pistolen, idet den gik af.

Dræbte Lily virkelig sin mor, hendes ét og alt, eller er det noget, T. Ray bilder hende ind? Lilys forhold til sin far er mildest talt anstrengt. Han benytter hver en chance, han får, til at straffe hende for diverse fejl, han mener, at hun begår på ferskenfarmen.

På kort tid ændres Lilys liv drastisk: deres husholderske Rosaleen Daise kommer i problemer, fordi hun ikke vil finde sig i at blive behandlet dårligt, bare fordi hun er sort, og Lily risikerer sin egen og Rosaleens sikkerhed i håb om et bedre liv – der må findes et sted, der er bedre end livet på farmen, og der må være nogen, der kan give hende de svar, hun søger vedrørende hendes mors død.

"I wanted the river. Its wildness. I wanted to strip naked and let the water lick my skin. Suck river stones the way I’d done that night Rosaleen and I’d slept by the creek. […] You could die in a river, but maybe you could get reborn in it, too, like the beehive tombs August had told me about."

The Secret Life of Bees er sådan en smuk bog. Jeg læste denne bog i solen i en lille by i Tyrkiet, og jeg nød Lilys refleksioner over livet samt hendes idylliske naturoplevelser. Hun bliver adskillige gange ét med naturen på samme måde som Thoreau i Walden, og de billeder jeg dannede af den fantastiske honningfarm er noget af det, jeg værdsætter mest ved denne bog. Jeg blev forelsket i det simple liv i forening med bierne, som – for det meste – sværmede roligt omkring Lily og August Boatwright, hvis bare de sendte dem kærlighed. 

Selvom det kan lyde sådan, synes jeg ikke, bogen blev for sukkersød. Den skildrer en lille, ulykkelig piges søgen efter lykke og svar, og hendes rejse mod målet er både smuk og afskyelig. Lily og Rosaleen møder folk, der uden tøven tager imod dem, men de konfronteres også med den racisme, der ligger som en tung dyne over 1960’ernes sydlige USA. En racisme Lily væmmes ved, men som hun opdager ligger dybt begravet i hende selv, og hun forfærdes, idet folk tager afstand til hende, fordi hun er hvid.

Når man som læser får lov at følge Lily på hendes rejse, får man samtidig lov til at tage del i hendes brede følelsesspektrum. Karakteren Lily er ung, kærlig og naiv, og hun handler ofte i sine følelsers vold. Hun fremstår som en meget komplet karakter, man ikke kan undgå at elske, selvom hun kæmper med at tilgive sig selv.

The Secret Life of Bees er en bog, der både får sin læser til at slappe af og føle vrede og sorg. Det er forfærdeligt at læse, hvordan karakterenes rettigheder på forhånd er bestemt ud fra deres hudfarve, og denne sorg bliver til vrede, når man betragter verden i dag, som stadig tillægger hudens farve så stor magt. The Secret Life of Bees er en bog, der har underholdt mig, en bog der har gjort mig klogere.

/Michella

The Book Thief - Markus Zusak

The Book Thief af Markus Zusak, fra forlaget Black Swan, udgivet i 2013 (originalt udgivet i 2005). 

5/5 stjerner

The Book Thief er en fantastisk bog! Punktum. 

I tilfælde af i har brug for en uddybende anbefaling:

Hovedpersonen Liesels positive sind er et frø, der får lov at spire, idet hun ankommer til sine plejeforældre på Himmel Street i et nazistisk Tyskland og bliver taget under Hans Hubermanns vinger. Førstehåndsindtrykket af hendes plejemor, Rosa Hubermann, er langt fra positivt, men Rosas hårde attitude er en nødvendighed i en tid, hvor der knap nok er råd til at få mad på bordet. Liesel og hendes nye familie bliver kastet ud i udfordringer, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren. Ondskab og nationalisme lurer med gennem naboers blikke, og da Liesel på åben gade udbryder, at hun hader Hitler, tysser Hans på hende og forklarer, at sådanne ting kan man ikke sige i offentligheden – selvom det er sådan, man har det. 

Liesel er en sympatisk karakter, der med sit unge, drømmende sind formår at bemærke solens stråler i en ellers grå og ubarmhjertig verden, der fratager hende dem, hun elsker. Sideløbende med Liesels historie følger vi jøden Max Vandenburg, der gemmer sig for nazisterne. Han har intet mad, kun få kræfter tilbage og én chance for at overleve. På Max’ rejse mod overlevelse møder han både kærlighed og had, og hans skæbne flettes sammen med Liesel, Rosa og Hans’.

Max overmaler senere siderne i Hitlers Mein Kampf for derefter at skrive en ny historie på disse sider.  En historie om medmenneskelighed. Denne historie er illustreret i bogen, og billederne er så gennemførte. Bag Max' værk kan man skimte de sørgelige rester af Mein Kampf, en detalje der tilføjer et gran realitet til romanen. 

Historien fortælles fra et interessant perspektiv, nemlig Dødens. Døden ønsker som fortæller ikke at opbygge plotmæssig spænding, og udfaldet af begivenheder røbes gentagne gange, før de finder sted. Selvom en sådan struktur går imod vores generelle ønske om spænding – ikke dermed forstået at romanen intet drama indeholder – er den befriende, da vi betragter Liesel og hendes medmennesker, blandt andet Rudy Steiner der nærer et håbløst ønske om et kys fra Liesel, gennem Dødens øjne.

Five hundred souls. I carried them in my fingers, like suitcases. Or I'd throw them over my shoulder. It was only the children I carried in my arms. By the time I was finished, the sky was yellow, like burning newspaper. If I looked closely, I could see the words, reporting headlines, commentating on the progress of the war and so forth. How I'd have loved to pull it all down, to screw up the newspaper sky and toss it away."

Fortællingen blotlægger både deres rene sjæl og egoistiske tanker og giver et krystalklart billede af, hvem disse karakterer er. De er alle komplekse - især Liesel, som Døden fascineres af - og som læser lærer man at elske selv den vrisne Rosa. Karaktererne træder ud af teksten og fremstår som virkelige mennesker, og af denne årsag fik The Book Thief mig til at fælde en tåre eller ti, når Døden træder ind og ud af Liesels liv – et faktum der i sig selv er en stjerne værd, da jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst blev så følelsesmæssigt påvirket af en bog.

Kærligheden til bøger og mennesker holder Liesel oppe på Himmel Street, der ironisk nok er navnet på den gade, der ad flere omgange repræsenterer helvede selv.

Har man læst bogen, kan jeg desuden anbefale filmatiseringen fra 2013. For mig var skuespillerne en naturlig forlængelse af bogens karakterer, og filmen formår at rumme mange af de følelser, uovervejede handlinger og glædesstunder, som bogen selvfølgelig skildrer til perfektion.

The Book Thief er en funklende fortælling om en lille pige med et stort, stort, stort hjerte.

/Michella