Coraline af Neil Gaiman, fra forlaget Harper Perennial, udgivet i 2006 (oprindeligt udgivet i 2002)
The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman, fra forlaget William Morrow, udgivet i 2013
Indtil videre har jeg læst Coraline og The Ocean at the End of the Lane, som begge, på trods af deres få antal sider, stadig skaber efterdønninger i mit sind. De er nemlig begge indsvøbt i en helt særlig stemning. Når jeg tænker tilbage på de mareridt, jeg havde som barn, husker jeg nogle af dem som voldsomt makabre. Det var ikke nødvendigvis selve handlingen i mine mareridt, der var skrækindjagende, men detaljerne. Personer og ting kunne fremstå sindssygt uhyggelige gennem deres deformitet i forhold til virkeligheden. Det er lige præcis denne følelse af barnlig rædsel, de to bøger skildrer til perfektion. Selvom bøgernes handling er vidt forskellig, har de meget tilfælles. Begge hovedpersoner er børn, hvis fejltagelser resulterer i et overnaturligt kaos. Fælles for disse børn er erkendelsen af, at verden ikke er hvad den ser ud til, og at alting er uendeligt skrøbeligt.
I Coraline bliver hendes forældre taget til fange af hendes falske mor, et overnaturligt og frygtindgydende væsen, der lever i en anden verden. Dette væsen har skabt en parallelverden, som det ønsker at Coraline skal leve i, og tager derfor familien fra hende, så hun kan slutte sig til sin nye familie.
Denne parallelverden er en skal, og jo mere Coraline afslører tomheden bag denne skal, jo mere gyser man som læser. Hele denne rejse ind i en parallel verden, hvor tingene ved første øjekast er som de plejer, men ved nærmere eftersyn blot er kopier, virker som ét langt mareridt.
I The Ocean at the End of the Lane bliver vi igen introduceret for en tryg verden, som snart skal vise sig at være ved at styrte i grus. Hovedpersonen bliver aldrig tiltalt ved navn, men denne anonymitet gør det kun lettere for læseren at identificere sig med den voksne, der ser tilbage på en glemt barndom.
Den lille dreng introducerer os, ligesom Coraline, for en parallelverden. Efter et besøg i denne verden, som huser udefinerbare monstre, opdager drengen en orm i sin fod. Den er grå og lyserød. Ormen fremtvinger en fornemmelse af, at noget simpelthen er forkert, og denne fornemmelse bliver til rædsel, når drengen dagen efter bliver introduceret til den nye hushjælp, der er dukket op ud af ingenting og tilbyder at hjælpe til i huset uden at få noget for det. Denne hushjælp bærer en kjole der er grå og lyserød.
Historierne udvikler sig fra disse udgangspunkter i en mørk og fascinerende retning, og som Neil Gaiman selv udtaler om Coraline:
"It was a story, I learned when people began to read it, that children experienced as an adventure, but which gave adults nightmares."
/Michella
